23948sdkhjf

Byggeriet føler sig ikke klædt nok på til bæredygtighed

Tre ud af fire i byggeriet oplever højere krav og forventninger til deres viden om og arbejde med bæredygtige materialer og løsninger. Men over halvdelen føler ikke, at de har fornøden viden til at træffe bæredygtige beslutninger, viser en ny rundspørge, som Brancheforeningen Danske Byggecentre har foretaget

Byggeriets aktører møder en stigende efterspørgsel på bæredygtighed, dokumentationskrav og nye grønne produkter og løsninger. Trods det øgede fokus på bæredygtighed, viser ny rundspørge, at mange mangler tilstrækkelig viden til at træffe bæredygtige beslutninger.

Bag rundspørgen står Brancheforeningen Danske Byggecentre, der har haft fat i flere end hundrede aktører i byggeriet forud for BYGGERI’23, der samler byggeriets fagfolk til fire dages fagmesse i MESSE C i Fredericia.

- Manglende viden er en af de største barrierer for, at vi får bæredygtige materialer og løsninger ud at leve i byggeriet. Alle i branchen vil i de kommende år skulle arbejde endnu mere intensivt med det her, så det er altafgørende, at vi får alle klædt bedre på, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Her er BYGGERI’23 en god anledning til at opnå ny viden, udveksle erfaringer samt få ny inspiration til måder at arbejde på, så der kan træffes velinformerede beslutninger, når der skal bygges eller renovere bæredygtigt.

Hovedpointerne fra rundspørgen

  • 76,9 pct. oplever, at der stilles højere krav og forventninger til, at de har viden om og arbejder med bæredygtige materialer og løsninger
  • 76,9 pct. ønsker, at der var mere information og guides til bæredygtige materialevalg og løsninger
  • 51,9 pct. føler ikke, at de har den fornødne viden til at træffe bæredygtige beslutninger

Kilde: Danske Byggecentre

BYGGERI’23 vil gøre det nemmere at vælge bæredygtigt

Udover de cirka 300 udstillere, som kommer til at stå parat til at præsentere og rådgive om de nyeste løsninger og produkter i MESSE C, så har Danske Byggecentre i år taget initiativ til et nyt særskilt bæredygtighedsområde – Vælg Bæredygtigt.

Messeområdet har til formål at øge vidensniveauet og hjælpe de udførende i byggeriet med at træffe gode materialevalg og skabe et bæredygtigt byggeri. Palle Thomsen henviser til resultatet af rundspørgen, der fortæller om en branche, der efterspørger mere viden og vejledning for at kunne træffe de rigtige valg.

- Vi tager bæredygtighed ned på et praktisk niveau med en række principper for at vælge bæredygtige byggematerialer samt en række værktøjer, der kan hjælpe en med at træffe gode materialevalg og skabe et bæredygtigt byggeri uden besvær eller ekstra omkostninger, siger Palle Thomsen.

OM BYGGERI’23

  • BYGGERI-messen har gennem årene positioneret sig som Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. 
  • I år er det 19. gang, messen finder sted. Det sker fra 21. til 24. marts 2023. Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets førende byggecentre, trælaster og byggemarkeder.
  • BYGGERI-messen arrangeres i samarbejde med ca. 300 leverandører, som – fordelt på ca. 28.000 kvm. – udstiller produkter og løsninger. Messen besøges af byggeriets fagfolk.

Kilde: Danske Byggecentre

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062