Entreprenør er vild med fiskeri og håndbold
Hvad gør du, hvis du vil have en oplevelse?
- Er det udenfor Danmark, bliver det gerne med en fiskestang. Jeg har rejst lidt rundt i Sydamerika, Canada, Island og flere andre steder i verden med samme formål.
- Det er en god måde at opleve andre kulturer på. Fisketurister ser steder i verden, som normale turister ikke ser. Jeg kommer i snak med lokalbefolkningen på en anden måde, fordi vi deler en passion, så glemmer vi, hvor vi hver især kommer fra.
- Det bliver lidt en identitet det her med at fiske, og min interesse har skabt mange gode relationer og venskaber. Fællesskabet er meget nørdet. Det er også en god måde at være i naturen på, hvor jeg får noget ro.
- Jeg er vokset op tæt på Storåen i Vestjylland og har set, hvordan den har udviklet sig siden 1980érne. På det tidspunkt havde vi nærmest ikke nogen laks. Ja, man kom i avisen med et billede, hvis man havde fanget en. Nu kan man fange 1-2 laks på en god dag.
Brian Slot
48-årige Brian Slot er direktør og medejer af entreprenørvirksomheden IBG, der har hovedkontor i Lemvig
IBG har netop udvidet forretningen med en rådgivningsafdeling
Karriere
- 2020 – nu: Direktør og medejer, IBG
- 2010 – 2020: Entreprenør, IBG
- 1994 – 2010: Forskellige roller I bygge- og anlægsbranchen
Uddannelse
- Gymnasial uddannelse samt bygningskonstruktør
Privat
- Forlovet med Mette, der er viceskoleleder
- Parret har tre sammenbragte børn
- Bor i Mejrup ved Holstebro
- Men ellers synes jeg, vi har et dejligt land, og det er fantastisk at besøge de danske øer. Det kan være det sydfynske øhav. Hele Limfjordsområdet er jeg også meget betaget af. Der har jeg også et sommerhus.
- Jeg kan også finde på at tage til foredrag. Mange gode forfattere holder disse. Det kan også være en god oplevelse at være til intimkoncert. Jeg er vist meget almindelig, når det kommer til oplevelser. Det vigtigste er, at det er sammen med venner eller familie.
Hvilken musik sætter du på, hvis du får ansvaret til en fest?
- Det bliver TV-2 eller noget Kim Larsen. Det plejer at ramme de fleste. Og så er der en skabsguitarist gemt i mig. Det kunne derfor godt blive noget mere old school som AC/DC eller Dire Straits. Jeg er fascineret af lyden fra en guitar og særligt de gamle guitarister som BB King. Der er noget genkendelighed i de der riffs, og der kommer ofte flere klimaks.
Hvordan har du det med sport? Følger du noget bestemt?
- Det er helt klart håndbolden, der trækker mest.
- Både damerne og herrerne på landsholdet. Jeg har set meget på klubplan for år tilbage, men jeg er ikke fan af et særligt hold. Jeg følger mere med i TTH Holstebro end de andre, men det er fordi, jeg selv bor i Holstebro.
- Jeg går til gengæld slet ikke op i fodbold. Jeg kan bedre lide at se sport, hvor atleterne brænder for det, og ikke dyrker det for pengenes skyld. Det må ikke blive for kommercielt, som fodbold efterhånden er blevet. På et tidspunkt havde Brøndby ikke en eneste dansk spiller i startopstillingen. Det giver ingen mening i min verden.
Hvad gør du, hvis du selv skal have pulsen op?
- De seneste mange år har jeg dyrket styrketræning. Det er meget squats, bænkpres og dødsløft – det klassiske. Her finder jeg også noget fællesskab. Vi kommer i en gammel motionsklub i Holstebro, hvor vi dyrker det 3-4 gange om ugen.
Direktørens anden side
I Licitationens artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra bygge- og anlægsbranchen på en helt ny måde.
Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.
Du har en lang køretur foran dig. Hvad sætter du på anlægget?
- Jeg når ikke at læse så mange bøger i hverdagen, så jeg kan finde på at sætte en lydbog på i bilen. Gerne en god krimi. Selvbiografier kan jeg også lide at høre, men ellers vil det være en podcast. Det kunne være ’Casper ringer til Frank’ (podcast med Casper Christensen og Frank Hvam, red.). True crime er også spændende at lytte til.
En ven fra udlandet kommer på besøg i Danmark. Hvad skal han se?
- Jeg er fra landet, så jeg kunne godt tænke mig at vise årstidernes udvikling. Efteråret kommer, så kommer vinter og senere forår. Men det kan jo være svært at vise for en udlænding, som ikke er her et helt år.
- Det kunne være interessant at vise vores fantastiske østkyst, som jeg finder mere indbydende end vestkysten, hvor jeg bor. Jeg kan godt lide bøgetræerne ned til vandet. Det har vi jo ikke her. Her er bare sand. Vestkysten er betagende, men også meget rå.
Artiklen er en del af temaet Kultur.