23948sdkhjf

Fyre eller se tiden an: Dilemma vokser med tomme ordrebøger

Virksomheder i byggebranchen står over for at måtte vinke farvel til medarbejdere, de har brugt både tid og mange ressourcer på at finde. Det er afgørende at reagere som ledelse

Det er ikke længe siden, at virksomheder ledte desperate efter kvalificerede arbejdskraft. I dag er billedet et andet. Aktiviteten i byggebranchen er faldende, og pludselig står man måske med for mange ansatte.

På den anden side har mange virksomheder de senere år brugt mange penge og tid på at finde kvalificeret arbejdskraft, så man nu står rundt om i landet med et regulært dilemma: Skal man skære til? Og hvornår?

Hos SMV Danmark advarer man sine medlemmer om at holde for længe fast i arbejdskraften.

- Mange virksomheder vil forsøge at fastholde de kvalificerede medarbejdere på baggrund af den efterspørgsel, som der tidligere har været. Men den desperate holden fast i den kvalificerede arbejdskraft kan i værste tilfælde betyde, at man ikke kommer igennem krisen, siger Lasse Lundqvist, konsulent i SMV Danmark, der har 18.000 medlemsvirksomheder fordelt på mange forskellige brancher inden for mindre industri, byggeri, handel og service.

Flere og flere virksomheder i byggeriet kigger ind i en krise, har Licitationen tidligere beskrevet. Samlet 30 pct. af byggevirksomheder melder aktuelt om, at de mangler ordrer i en grad, så det udfordrer forretningen.

Spørger man adm. direktør hos DI Byggeri, Anders Stouge, ja, så er situationen vanskelig i forhold til, hvordan man aktuelt skal skalere sin forretning. Virksomheder bliver nødt til individuelt at vurdere, hvilken situation de står i, men også hvilke udfordringer, der venter forude:

- Virksomhederne er i en virkelig svær situation, fordi ingen kan forudse, hvad der kommer til at ske. Lige nu er renten tilsyneladende på vej ned som følge af, at inflationen også falder. Derfor skal den enkelte virksomhed vurdere sin situation: Se på, hvordan virksomhedens ordresituation forholder sig, hvor langt rækker ordrebeholdningen, og hvornår kan der komme nye kunder ind, siger Anders Stouge.

Manglen kommer tilbage

Arbejdskraft er ikke længere en mangelvare, men den tendens vil ændre sig, så snart branchen kommer på den anden side af krisen.

- Virksomhederne står i et kæmpe dilemma. Når vi er på den anden side af krisen, vil virksomhederne stå og efterspørge arbejdskraft igen. Interesserne skal varetages på både kort og lang sigt, og det kan være svært at finde den rigtige balance lige nu, siger DI Byggeri-direktøren.

Hos SMV Danmark er det umiddelbare råd dog at skære til nu. Også selv om hårdt arbejde venter med at skaffe arbejdskraft igen, når krisen vender. Det siger konsulent hos SMV Danmark, Lasse Lundquist:

- For spørgsmålet er jo, om virksomheden stadig eksisterer på det tidspunkt. Det er i sidste ende det, som er dilemmaet. Det kan godt være, at virksomheden har den beskæftigelse, som de skal bruge om fem år, fordi man har valgt at fastholde den. Men det er ikke sikkert, at man kan holde virksomheden kørende i den periode uden den nødvendige aktivitet.

En centralisering kan ramme

De seneste konkurstal fra bygge- og anlægsbranchen viser, at det især er de mindre virksomheder, som drejer nøglen om i disse måneder.

Sidste år måtte 637 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen kaste håndklædet i ringen. Og det var især de mindre virksomheder med 0-9 ansatte, som blev hårdt ramt, eftersom hele 443 mindre virksomheder sidste år erklærede sig konkurs.  

Det er ikke tilfældigt. For de større virksomheder er ofte bedst rustet til turbulente tider.

- De mindre virksomheder er oftest ikke økonomisk polstret til at overleve nedgangsperioder. De har ikke den samme likviditet til at holde sig kørende som de store virksomheder. Det er også det, som vi kan se i de seneste konkurstal, siger Lasse Lundquist.

Det er dog ikke kun de mindre virksomheder, som rammes af krisen. I oktober måtte Huscompagniet ty til massefyringer, og i november varslede også entreprenørvirksomheden, Scandi Byg fyringer af 60 medarbejdere

Men når mindre virksomheder i øjeblikket forsvinder, betyder det til gengæld, at aktiviteten hos de større aktører på markedet kan stige. De ordrer, som før tilfaldt de mindre virksomheder, vil i fremtiden skifte hænder. Derfor kan markedet også se anderledes ud i fremtiden.

- Hvis tendensen forsætter, som den har gjort indtil nu, kan man forvente, at markedet i højere grad vil  centralisere sig mere omkring de store virksomheder, siger Lasse Lundquist.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109