23948sdkhjf

Dansk Metal uddeler topkarakter til Reformkommissionen

Dansk Metal er begejstret for det udspil, som Reformkommissionen netop har præsenteret for udvikling af uddannelsessystemet i Danmark.

- Reformkommissionen rammer direkte i bulls eye med deres forslag om et mere praktisk fokus i folkeskolen. Deres forslag om at lade de unge vælge efter grundskolen, om de vil en praktisk eller en teoretisk vej videre i uddannelsessystemet - og så vel at mærke skabe en lige så attraktiv vej som gymnasiet for dem med praktiske interesser - er vanvittigt godt tænkt. Det er til et klokkeklart 12-tal!, siger forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal Kasper Palm i en pressemeddelelse.

Reformkommissionen foreslår bl.a. at oprette en ny to-årig ungdomsuddannelse, hpx, som retter sig mod erhvervsuddannelserne, og som skal være mindst lige så attraktiv som gymnasierne.

- Det vil give de unge, som vil gå den praktiske vej, mulighed for at tage et uddannelsesvalg på et mere oplyst grundlag. Og de vil få et mere attraktivt ungdomsmiljø – ligesom man kender det fra gymnasiet med et klassefællesskab. I dag køber mange unge sig den tid ved at gå i gymnasiet i stedet for, siger Kasper Palm.

Han roser desuden forslaget om, at alle unge i 8. eller 9. klasse i folkeskolen skal i én uges obligatorisk erhvervspraktik, så de bliver klogere på mulighederne senere i arbejdslivet. I dag vælger syv ud af ti unge gymnasiet, mens kun to ud af ti vælger en erhvervsuddannelse.

Dansk Metal understreger nødvendigheden af, at politikerne tør gennemføre forandringerne, hvis vi skal løse Danmarks største problem i de kommende år – manglen på faglært arbejdskraft.

- Det er helt afgørende for Danmarks fremtid, at vi får markant flere faglærte i fremtiden, hvis vi vil bevare produktionsvirksomhederne i landet, og hvis vi vil gennemføre den grønne omstilling. Så jeg håber virkelig, at den politiske diskussion nu bliver flyttet over det niveau, vi oplevede i går, hvor adskillige politikere havde travlt med at tage afstand til, at reformkommissionen vil ændre 10. klasse. 

- Det er jo kun ét element i det omfattende forslag. Reformkommissionens samlede forslag er visionært og nødvendigt - og det Danmark har brug for. Det vil være en falliterklæring, hvis politikerne hælder det ned ad brættet, fordi man ikke tør lave de nødvendige forandringer, siger Kasper Palm.

Han understreger, at det er nødvendigt, at pengene følger med de fornuftige tanker.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11