23948sdkhjf

Skoleelever skal lokkes over i byggebrancen

Under overskriften TunnelTalenter vil Femern A/S udvikle et læringskoncept med undervisningsmateriale

Femern A/S ønsker at inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Derfor vil selskabet udvikle et nyt undervisningsmateriale kaldet TunnelTalenter rettet mod 6 og 7 klasser.

Materialet vil præsentere byggebranchen og dens karrieremuligheder gennem en række engagerende og pædagogiske aktiviteter baseret på Femern-projektet, oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.

- Vi har brug for, at markant flere unge søger ind på en erhvervsuddannelse, hvis vi skal imødekomme efterspørgslen efter faglært arbejdskraft i byggebranchen, siger Oliver Sellner Vonsild, som leder afdelingen for arbejdsmarkedsforhold og
bæredygtighedsstrategi i Femern A/S.

Andelen af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse lige fra 9. eller 10. klasse, har
ligget konstant på omkring 20 procent i flere år, og det er langt fra tilstrækkeligt til at imødekomme behovet i branchen.

TunnelTalenter  vil være et gratis tilbud til grundskoler i hele Danmark, og en del af undervisningen kan foregå i tilknytning til den store byggeplads ved Rødbyhavn på Lolland.

Projektet skal udvikles i samarbejde med et eksternt bureau, og opgaven er derfor nu sendt i udbud.
-Det er ikke en opgave, vi kan løse alene. Derfor leder vi efter en leverandør, som har forståelse for erhvervsuddannelsernes vilkår og erfaring med at skabe engagerende materiale, der vækker genklang hos unge mennesker, siger Oliver Sellner Vonsild.

Femern A/S forventer, at projektet vil være klar til de første elever i grundskolen i skoleåret 2024/2025.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079