23948sdkhjf

Brancheforening om forsvarsaftale: Byg flere flådefartøjer

Brancheforeningen Danske Rederier er begejstret for den politiske aftale, der sikrer Forsvaret masser af nye millarder. Direktør Anne H. Steffensen håber på oprustning af flådefartøjer

Forsvaret tilføres 143 mia. kr. over de næste ti år, så Danmark fra 2030 opfylder et fælles mål i Nato om forsvarsinvesteringer.

Det er overskrifterne i et forsvarsforlig, som et bredt flertal bestående af 10 af Folketingets 12 partier har indgået onsdag aften.

Der er tale om en tiårig rammeaftale. Det betyder, at økonomien fastlægges for det næste årti, mens beslutninger om konkrete investeringer i militært isenkram og meget andet er udsat til senere.

Denne anderledes tilgang til et forsvarsforlig er af regeringen blevet begrundet med, at forventningerne fra forsvarsalliancen Nato hele tiden ændrer sig, og samtidig sker den teknologiske udvikling hurtigt.

Delaftaler med konkret indhold skal indgås fra efteråret 2023 og frem. Det er også planen, at aftalepartierne skal gøre status i løbet af forligsperioden og muligvis justere den strategiske retning.

Danske Rederier begejstret

Trods tvivlen om, hvad de mange penge konkret skal bruges, vækker forsvarsforliget begejstring i Danske Rederier. Ifølge brancheforeningen er der flere maritime nedslagspunkter, blandt andet er opbygning af militære kapaciteter i Afrika i forhold til maritim sikkerhed og opdatering af maritime helikoptere nævnt, men nu skal aftalen nærlæses.

- Vi er nødt til at prioritere vores sikkerhed højere, end vi har gjort tidligere. Derfor er vi glade for, at regeringen har landet en bred politisk aftale, som vil give vores forsvar et tiltrængt løft. Vi ser frem til at nærlæse teksten og følge udmøntningen tæt - særligt i forhold til det maritime område, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør for Danske Rederier.

Både i forhold til hvordan Danmark helhjertet skal integrere sig i EU’s sikkerheds- og forsvarssamarbejde, og i forhold til Danmarks rolle i verdens brændpunkter er maritim sikkerhed nævnt, noterer Danske Rederier sig.

Regeringen vil - bemærker Danske Rederier -  desuden modtage anbefalinger fra det maritime partnerskab i 2024, som vil danne grundlag for fremtidige maritime anskaffelser. 

Pirateri vest for Afrika er stadig den største sikkerhedsrisiko for søfarten. Danske Rederier mener derfor, at nye flådefartøjer skal kunne løse piratopgaver.

- Jeg mener, at man bør prioritere at bygge et tilstrækkeligt antal moderne flådefartøjer i forskellige størrelser, som kan operere globalt og kan tilpasses forskellige missioner med blandt andet helikoptere, specialstyrker, læger osv. Det bør afspejle sig, når partierne til efteråret skal forhandle udmøntningen på plads, siger Anne H. Steffensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078