23948sdkhjf

Store virksomheder sviner mere - men ikke Mærsk

Trods globale klimamål blev der skruet op for CO2-udledningen i en række store danske virksomheder sidste år

En stor del af de største danske børsnoterede virksomheder øgede sidste år udledningen af CO2 fra deres egen drift.

Det viser en analyse, som Dansk Industri har lavet, skriver Jyllands-Posten.

På overfladen ligner analysen ellers en succeshistorie. For samlet har de 44 virksomheder, som indgår i analysen, reduceret udledningerne med to procent fra 2021 til 2022.

Men det viser sig, at det er særlige omstændigheder hos shippinggiganten Mærsk, der har fået den samlede udledning til at falde.

Hvis Mærsk trækkes ud af regnestykket, har resten af de største børsnoterede virksomheder øget udledningerne med 11 procent fra 2021 til 2022.

Mange virksomheder har ellers ambitiøse planer, der understøtter FN's klimaaftale fra 2015, som blev indgået på klimatopmødet i Paris.

Her forpligtede verdens lande sig til at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader frem mod 2030 i forhold til niveauet før industrialiseringen.

Ifølge FN skal udledningerne på verdensplan reduceres med 7,6 procent hvert år frem mod 2030, hvis målet om en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader skal kunne nås, skriver Jyllands-Posten.

Mærsk sænkede CO2-udledningen fra sin drift med syv procent sidste år. Men udviklingen er sammenfaldende med, at selskabet fragtede mindre gods i 2022 end i 2021.

Derfor ser Mærsk ifølge Jyllands-Posten ikke umiddelbart grund til at juble over, at virksomheden har nedbragt sin CO2-udledning.

Transportvirksomheden DSV er én af dem, som har udledt væsentlig mere CO2 sidste år. Herfra forklarer man, at udviklingen i høj grad skyldes, at man har opkøbt en meget CO2-intensiv virksomhed i Mellemøsten.

En lignende forklaring kommer fra ingrediensvirksomheden Chr. Hansen. Også her kædes stigende CO2-udledning sammen med opkøb af udenlandske virksomheder.

Dansk Industris analyse er baseret på data fra virksomhedernes egne årsrapporter og bæredygtighedsrapporter.

Der indgår 44 ikkefinansielle, børsnoterede virksomheder.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078