23948sdkhjf

Vigtige handelsruter lammet af lavvande: "Måske er det kun forretten"

De store sejlruter som fx Panamakanalen kæmper med lavvande, men det kan blive værre endnu, påpeger meteorologer

Ifølge FN's vejragentur World Meteorological Organization (WMO) er klimaforankrede vejrhændelser et stigende problem, der i sidste ende også kan påvirke de globale maritime handelsruter. Det fortæller CNBC i en artikel om de maritime konsekvenser af klimaforandringerne.

WMO peger blandt andet på, at vejrfænomenet El Niño til næste år vil sætte yderligere gang i aktiviteterne og formentlig medføre, at vi for første gang overskrider grænsen på 1,5 grader, som er den grænse, som forskerne har advaret om. Til sammenligning var den globale gennemsnitstemperatur i 2022 1,1 grader celsius varmere sammenlignet med slutningen af det 19. århundrede.

Betydelige flaskehalse

De stigende temperaturer har allerede ført til tørke flere steder, og i fx Panamakanalen er der indført begrænsninger i antallet af passerende fartøjer, hvilket har medført betydelige flaskehalse og ventende skibe.

- Vi er alle afhængige af tjenester og varer, der transporteres ad søvejen, men vi tænker sjældent på, hvordan varerne ender på hylderne - medmindre noget går galt, siger chefanalytiker i analysehuset Xeneta Peter Sand til CNBC.

- Det, vi ser lige nu, er måske kun forretten til hovedretten, der bliver serveret næste år, fordi det kan blive en mere alvorlig tørke, når vi kommer til første halvdel af 2024, uddyber han med henvisning til virkningen af El Niño.

Peter Sand peger desuden på, at vandstanden i Panamakanalen ikke er øget, som det er set tidligere.

- Så det er bogstaveligt talt en potentiel katastrofe i støbeskeen, tilføjer han.

Faldende vandstand i Europa

Rederiet Mærsk oplyser til CNBC, at det endnu ikke har været påvirket videre af Panamakanalens forsinkelser, men rederiet advarer om, at klimarisici kan få alvorlige konsekvenser for de store skibsruter.

- Vi har faktisk været nødt til at håndtere det her siden 1990'erne. Forskellen er, at det måske bliver mere udbredt, og påvirkningen måske er mere alvorlig i dag,  forklarer Lars Østergaard Nielsen, der er leder af Mærsks amerikanske operationscenter til nyhedskanalen.

Han peger blandt andet på, at den lave vandstand i Panamakanalen betyder, at et containerskib nu kun må have dybgang på 44 fod mod normalt 50 fod, hvilket kan betyde at et skib kan fragte 2.000 færre containere gennem kanalen end under normale omstændigheder.

Også i Europa har tørke eksempelvis givet lavere vandstand i Rhinen, men ifølge Lars Østergaard Nielsen er det nemmere i det europæiske kanalsystem at finde nye ruter, og der er tale om begrænsede fragter og kortere ture.

- Men i forhold til Panamakanalen er man virkelig nødt til at planlægge det ret tidligt, fordi når du har krydset Stillehavet osv., har du ikke rigtig andre muligheder, når du først ankommer, tilføjer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125