23948sdkhjf

Bæredygtige løsninger: Studerende udvikler det almene

Der er mange bud på, hvordan man skaber de bedste og mest bæredygtige almene boliger i fremtiden

De yngste kræfter i branchen har konkurreret om at skabe nye løsninger.

KAB Fonden, som arbejder med almennyttigt sigte, udskrev i samarbejde med Det Kgl. Akademi i foråret 2023 en prisopgave med titlen Fremtidig Bæredygtighed i Almene Boliger.

28 besvarelser fra danske studerende deltog i konkurrence, hvor formålet var at vise, hvordan almene boliger og deres omgivelser kan være en del af den grønne omstilling og et mere bæredygtigt samfund fremover.

Og blandt de kreative opgaver, som bidrager med eksempler på transformation, design til genanvendelse og blik for lokale løsninger, er vinderen nu fundet.

Det blev Bastian Mosegård, Azul F. Isidoro og Nicolai Hou fra Aalborg Universitet, som løb med hæderen for deres oplæg til transformation af en eksisterende boligafdeling, Sundparken i Horsens.

Jens Elmelund, der som adm. direktør i KAB også var en del af den komité, som udpegede vinderen, var imponeret over det gennemarbejdede projekt.

- Helheden og systematikken i besvarelsen imponerede os i dommerkomiteen. Genanvendelse af byggematerialer er indtænkt såvel i forslaget om at bevare og ombygge som i designet af nye bygninger. En meget fin dimension med tanke på, at vi skal bruge klodens ressourcer fornuftig, lyder det fra direktøren i en pressemeddelelse.

De fire prisvindere

1. præmie på 50.000 kr. til forslag af Bastian Mosegård, Azul F. Isidoro, Nicolai Hou Thomsen fra Aalborg Universitet.

2. præmie på 20.000 kr. til forslag af Alexandra Vamberg Belli fra Det Kongelige Akademi.

3. præmie på 10.000 kr. til forslag af Kasper Boel Nyvang Blohm fra Det Kongelige Akademi.

Hædrende omtale på 5.000 kr. til forslag af Madison Bell Lindsay fra Det Kongelige Akademi.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08