23948sdkhjf

Direktør: Øget afgift vil reducere ”tank-turismen”

Et olietillæg har langt de fleste vognmænd i forvejen indregnet i deres priser, påpeger DTL-direktør, Erik Østergaard

Lige inden efterårsferien blev det meldt ud, at regeringen vil hæve dieselafgiften med 50 øre for at nå sit klimamål i 2025.

Lastbil Magasinet har spurgt direktør i DTL, Erik Østergaard, hvad han mener, det vil betyde for de danske vognmænd både at skulle forholde sig til en kommende kilometerafgift for lastbiler og en forhøjet dieselafgift?

- Kilometerafgiften blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Vi havde, som jeg også har udtrykt det i foråret, helst set, at man alene havde valgt at hæve dieselafgiften for at opnå det ønskede provenu. Det havde været en langt billigere måde at gøre tingene på, men det har man ikke villet, og som sagt er det et bredt flertal i Folketinget, der har besluttet, at kilometerafgiften skal indføres, siger Erik Østergaard.

Vi havde, som jeg også har udtrykt det i foråret, helst set, at man alene havde valgt at hæve dieselafgiften for at opnå det ønskede provenu Erik Østergaard, direktør DTL

Han påpeger, at det udspil, som regeringen er kommet med, ikke er endeligt vedtaget, men at der er lagt op til, at man vil reducere taksterne på kilometerafgiften – altså kompensere vognmændene, så afgiftstrykket for dem er uændret.

Flere vognmænd har i forbindelse med diskussionen om kilometerafgiften udtrykt bekymring for at skulle administrere kilometerafgiften. Tror du, det vil betyde mere eller mindre administration for jeres medlemmer at skulle forholde sig både til en kilometerafgift og til en forhøjet dieselafgift, eller bliver det det samme?

- Kilometerafgiften kommer til at betyde mere administration for vognmændene uanset hvad. Og det er uanset, hvad kilometerafgiften kommer til at lyde på. Jeg mener stadigvæk, at det er en ekstremt dyr måde at opkræve en afgift på. Den bliver en stor byrde, og det bliver ikke noget, som vognmændene kan betale af deres egen lomme, så de skal sætte administrative systemer op, så de kan håndtere det i forhold til deres kunder, siger Erik Østergaard.

Han tilføjer, at når det handler om omkostninger til diesel, så er det noget, langt hovedparten af vognmændene har indregnet fuldt eller delvist i deres priser.

- Det er mange år siden, vi sagde til medlemmerne, at man skulle tænke på, hvordan man håndterer det her, fordi der har været udsving i oliepriserne, og derfor er der flere, der har valgt at lave olie- og reguleringsaftaler med deres kunder. Så det her vil sikkert kunne rummes inden for aftalerne af en oliereguleringsklausul, hvis man har det med kunderne, siger Erik Østergaard.

Det her vil sikkert kunne rummes inden for aftalerne af en oliereguleringsklausul, hvis man har det med kunderne Erik Østergaard, direktør DTL

Er det ikke bare naturligt, at det er den tunge transport, der må punge ud, hvis klimamålene skal nås, og så må transporten blive dyrere?

- Nej, det er jeg ikke helt enig i. Man kan sige, at sætter man bare afgifterne op, op og op, uden at der er reelle alternativer, så bliver transport bare dyrere, men det kommer der jo ikke nødvendigvis mere grøn omstilling af. Problemet er, at alternativet til at køre med diesel, det er bare meget dyrt. En el-lastbil koster stadig tre til tre og en halv gange mere end en almindelig lastbil, plus at ladeinfrastrukturen stadig er fuldstændig utilstrækkelig.

Hvis man hæver dieselafgiften, risikerer man så ikke, at der er nogen, der kommer til at køre ”gratis” - altså lastbiler der kommer fra udlandet og skal køre noget transit igennem Danmark?

- Nej, for vi har i forvejen den situation, at diesel i Danmark er billigere end i Tyskland. Så hvis man sætter afgiften op, kommer man formentlig noget af den grænseturisme til livs, som er på den dansk-tyske grænse. Og den tæller med cirka en halv million tons CO2, der bliver udledt fra tyske biler, der tanker i Danmark – uden at køre i Danmark reelt set. De kører op og tanker på den anden side af grænsen, og så kører de igen. Hvis man sætter dieselafgifterne op i Danmark, hjælper det i forhold til den halve million tons, der tæller med på det danske regnskab, men reelt set burde tælle med på det tyske regnskab. Så ved at sætte dieselafgiften op, vil du reducere ”tank-turismen”, siger Erik Østergaard.

Danmarks klimamål 2025

Et meget bredt flertal i Folketinget har vedtaget et klimamål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 50-54 procent i 2025 i forhold til 1990.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111