23948sdkhjf

Ny EU-aftale: Eksport af plastikaffald forbydes

EU-parlamentet har netop indgået en aftale om et forbud mod eksport af plastaffald til en lang række lande.

Dermed kan det være slut med en praksis, hvor millioner af ton affald hvert år eksporteres til mindre bemidlede lande, med ringe eller ingen sorteringssystemer.

Konkret retter forbuddet sig mod eksport fra EU-lande til lande der ikke er medlem af OECD. Samtidig skærper EU reglerne for eksport til andre EU-lande, så det i fremtiden kun vil være tilladt i ekstraordinære tilfælde.

I Danmark bliver den nye lovgivning rost af NGO`en Plastik Change, der kæmper for at reducere plastikforurening.

- Vi kender endnu ikke alle detaljer om beslutningen, men det er en kæmpe sejr, at Europa i højere grad tager ansvar for sit eget affald. Det er med til at forhindre, at det ender som forurening uden for unionen, udtaler Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change, i en pressemeddelelse.

Hun hæfter sig dog også ved, at det stadig vil være muligt at eksporterer affald til eksempelvis OECD-medlemmet Tyrkiet, som i dag er modtager af omkring en tredjedel af alt plastikaffald.

Hos brancheorganisationen Plastindustrien er man også positiv overfor den kommende EU-lovgivning.

– Europa bør tage ansvar for vores eget affald. Der er stigende efterspørgsel på genanvendt plast og det vil samtidig være en drivkraft til at udvikle nye teknologier og investere i løsninger, som gør det muligt at genanvende meget mere af vores plastaffald lokalt. Det er en værdifuld ressource, som vi skal holde på, udtaler organisationens miljøpolitiske chef Christina Busk i en pressemeddelelse.

Inden aftalen kan træde i kraft skal den formelt godkendes af Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081