23948sdkhjf

Ejer af bilmuseum til en halv milliard køber stor nabogrund

Classic Car House i Lyngby køber 10.000 kvm til aktiviteter omkring særlige biler. Før arealet skifter hænder, skal der dog vedtages en ny lokalplan

Falder alt på plads, kommer området ved oplevelsesuniverset for klassiske biler i Lyngby, Classic Car House, til at se meget anderledes ud.

Lyngby-Taarbæk Kommune har solgt en 10.000 kvm stor grund til til K.W. Bruun & Co A/S, som står bag det 25.000 kvm store bilmuseum. Grunden er som følge af sin form kendt som trekantsgrunden og ligger mellem Kongevejen og omfartsvejen lige nord for Classic Car House.

- At bruge området, så de eksisterende seværdigheder understøttes, giver god mening, og jeg er glad for, at Classic Car House har ønsker om at udvide sine aktiviteter og binde området bedre sammen, udtaler borgmester Sofia Osmani (K) i en pressemeddelelse om salget.

Classic Car House har arbejdet med planer for, hvordan trekantsgrunden kan udvikles.

- Vi kan allerede mærke et øget behov for ekstra plads til de af vores aktiviteter, som hovedsageligt vedrører særlige biler. Vi er sikre på, at vi ved at fokusere på kvalitet i byggeriet kan binde hele området sammen til stor glæde for alle i nærmiljøet, udtaler direktør Casper Santin fra Classic Car House.

Kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk godkendte på sit møde 20. december 2023 en betinget aftale om salg af grunden. 

Samtid blev det vedtaget at arbejde videre på at tilpasse plangrundlaget for grunden, så der åbnes mulighed for en udvikling af grunden, der fremover vil kunne bruges til publikumsorienterede erhverv som udstilling, undervisning, hotel, salg af særlige biler og service, samt lager, administration og parkering.

200 millioner ekstra

Casper Santin har tidligere fortalt Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der blev brugt et sted mellem 500 og 600 mio. kr. på byggeri, renovering og indretning til de særlige rammer om drømmebiler - cirka 200 mio. kr. mere end planlagt.

Trekantgrunden, hvor aktiviteterne nu ser ud til at blive udvidet, er 10.183 kvm. De 4.500 kvm er dog reserveret til etablering af en frakørselsrampe fra Lyngby Omfartsvej.

Kommunalbestyrelsen har haft en ændring af kommuneplanrammen i høring, og resultatet af høringen vil indgå i den kommende lokalplansproces. Inden ændring af kommuneplanrammen har der været en offentlig høring om ideer og forslag til anvendelsen af grunden.

Ankestyrelsen har godkendt, at grunden kan sælges uden udbud.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157