Robotuddannelse fik nej: - Der er brug for kompetencer
Efterspørgslen er der, men det lykkedes ikke for Professionshøjskolen Absalon at etablere en ny uddannelse inden for robotteknologi på skolens campus i Kalundborg.
Det ærgrer Daniel Schwartz Bojsen, der er direktør for sundhed, social og engineering på professionshøjskolen, der har afdelinger flere steder på Sjælland og Falster.
- Vi er i tæt samarbejde med virksomhederne, og vi kan se, at der særligt inden for robotter og automation er brug for nogle kompetencer, siger Daniel Schwartz Bojsen.
SU-lov spænder ben
Daniel Schwartz Bojsen fortæller, at diplomingeniør-uddannelsen i robotteknologi skulle være på engelsk, fordi det især er blandt de udenlandske studerende, der er efterspørgsel på faget.
Vi kan se, at tre fjerdedele på vores internationale uddannelser enten arbejder i Kalundborg eller uddanner sig videre i Danmark bagefter. Så falder det argument til jorden Daniel Schwartz Bojsen, direktør for sundhed, social og engineering, Professionshøjskolen Absalon
Men det er netop, fordi uddannelsen er på engelsk, at den ikke er blevet godkendt. Det skyldes, at den daværende S-regering i 2021 reducerede de engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau, fordi der var en tendens til, at de udenlandske studerende efter endt studietid ikke blev i Danmark.
Således var rationalet, at der blev spildt SU-kroner på de studerende, og derfor besluttede regeringen med et bredt politisk flertal i ryggen, at kun et par håndfulde eksisterende engelsksprogede uddannelser kunne bestå.
Daniel Schwartz Bojsen mener dog, at der burde blive åbnet en dør på klem for Absalons robotuddannelse.
- Vi kan se, at tre fjerdedele på vores internationale uddannelser enten arbejder i Kalundborg eller uddanner sig videre i Danmark bagefter. Så falder det argument til jorden, siger han.
Vil holde ministeren i ørerne
Udfordringen er dog stadigvæk, at der inden for lovens rammer kun er en række udvalgte uddannelser, der kan udbydes på engelsk. Det problem har uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M), selv anerkendt i forbindelse med afslaget.
- Jeg har desværre måtte give afslag til en uddannelse i robotteknologi, som ellers er tydeligt efterspurgt af det lokale erhvervsliv i Kalundborg. Som reglerne er i dag, er der begrænsninger på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau. Afslaget er ét af flere eksempler på afvisninger af ellers efterspurgte uddannelser, der får mig til at overveje, om vi har de rette rammer for udbud af engelsksprogede uddannelser. Det vil jeg gerne se på, om vi kan gøre klogere, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.
I den sammenhæng understreger Daniel Schwartz Bojsen også, at han og Absalon agter at holde ministeren op på, at hun vil se på mulighederne for at ændre lovrammen.
Dansk uddannelse ikke på tale
Han henviser igen til, at der er stor efterspørgsel på de uddannede inden for robotteknologi, som i dag kun findes i Aalborg og Odense. Adspurgt om hvor vidt det kunne være en mulighed at åbne en robotteknologi-uddannelse på dansk, svarer Daniel Schwartz Bojsen, at det ikke for nuværende anses som en mulighed.
Han fortæller, at der ikke er nok potentielle studerende med dansk pas.
- Og det udelukker desuden ikke nogle danske studerende, at uddannelsen er på engelsk, siger Daniel Schwartz Bojsen blandt andet med henvisning til, at arbejdsgangen i mange større ingeniørvirksomheder i vidt omfang foregår på engelsk.
Artiklen er en del af temaet Samfund.