Han driver en af kædens mest stabile forretninger - men siger klart nej til at udvide
36-årige Jonas Safai ejer tre Sunset Boulevard-restauranter nord for Limfjorden. Med ansvaret for 110 ansatte - der i gennemsnit er 21 år gamle - har han tilpasset sin ledelsesstil, så han stolt kan sende dem videre på arbejdsmarkedet
Af Elisa Skjødt Kragh, Nordjyske
Tre restauranter. 110 medarbejdere. Overskud fra første måned.
Jonas Safai har skabt en af de mest stabile forretninger i Sunset Boulevard-kæden. Men hvor andre ville udvide, stopper han op.
Bevidst.
Det er ikke antallet af restauranter, der optager ham. Det er menneskerne i dem.
I Jonas Safais forretninger er medarbejderne unge. For mange er jobbet hos ham deres første møde med arbejdslivet.