23948sdkhjf

Naturfredningsforening savner fokus på rent drikkevand i finanslovsudspil

Der var ikke jubel hos Danmarks Naturfredningsforening, da finansminister Nicolai Wammen (S) mandag formiddag præsenterede regeringens bud på en finanslov for 2022.

- Jeg synes godt nok, at det er svært at se regeringens grønne ambitioner. Og det skal ses i lyset af en regering, der gerne vil være en grøn supermagt i verden, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Hun mener, at de klimaudfordringer, vi står over for, kræver en massiv indsats.

- Det skal sandsynliggøres, at vi når vores klimamål med reelle reduktioner - ikke med fremtidige teknologiske fix, siger hun.

Hun mener blandt andet, at der mangler fokus på drikkevand.

- Jeg savner, at vi får beskyttet vores drikkevand. Det er ganske alvorligt, at vi se en stigende forekomst af giftstoffer i drikkevandet.

- Derfor skal vi lave områder, hvor fremtidens drikkevand sikres, siger hun.

Tidligere på sommeren kom det frem, at der i mere end hver anden af de undersøgte drikkevandsboringer i de første fire måneder af 2021 blev fundet pesticidrester.

Også formand i Danske Regioner Stephanie Lose (V) mener, at der bør være fokus på drikkevandet.

- Vi mangler, at regeringen indser, at det kræves flere midler på finansloven, hvis regionerne skal kunne sætte ekstra ind over for de mange pesticidforureninger og sikre danskerne rent drikkevand fremover, siger hun.

Finanslovsudspillet skal nu forhandles på plads af et flertal i Folketinget. Her sætter Maria Reumert Gjerding sin lid til støttepartierne.

- Jeg vil virkelig slå et slag for, at støttepartierne kigger nøje på at få løftet indsatsen for klima, samtidig med at man skaffer mere natur og får lavet en seriøs handlingsplan for drikkevandet, siger hun.

- Det er virkelig ærgerligt, at vi har en regering, hvor det er støttepartierne, der skal kæmpe de grønne ambitioner ind.

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen mener også, at der mangler på den grønne front i finanslovsudspillet.

- Naturen og klimaet er i krise. Der er brug for investeringer i grøn omstilling nu – ikke først når klimaforandringerne er væltet ind over os, siger Mai Villadsen som en reaktion på udspillet.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125