23948sdkhjf

Opkøb godkendt – Dovista runder 7.500 medarbejdere

Med konkurrencemyndighedernes godkendelse af to opkøb er VKR-ejede Dovista natten over vokset til næsten dobbelt størrelse. Fra og med i dag er schweiziske Arbonia og tyske Weru Group en del af den danske koncern, der dermed har fået udvidet sin europæiske tilstedeværelse betragteligt.

– I dag er en festdag. Vi har set frem til at byde de mange nye kollegaer fra Arbonia Windows og Weru Group velkommen til Dovista-familien. Sammen er vi stærkere – og sammen kan vi opnå en stærk position på det europæiske marked for facadevinduer og -døre. Det giver os mulighed for at udnytte vores fælles know-how og alle kompetencerne på tværs af gruppen til at indfri vores fulde potentiale, udtaler Dovista-direktør Allan Lindhard Jørgensen i en pressemeddelelse.

Med Arbonia har Dovista sikret sig en spiller, der står stærkt på det centraleuropæiske marked – særligt i Polen, Schweiz, Slovakiet og Tyskland – mens Weru Group er den markedsledende aktør i Tyskland. Ifølge Dovista er der tale om to perfekte matches ikke alene på markeder men også hvad angår teknologi, sortiment og produktionskapacitet.

Koncernen forventer, at der kan hentes synergier ved en forbedret udnyttelse af den samlede produktionskapacitet, unik ekspertise samt deling af indsigter fra lokale markeder, hvilket skal bidrage til at opnå det grundlæggende mål med opkøbene, nemlig fælles vækst på både eksisterende og nye markeder.

– Det er ikke nødvendigvis målet at være størst. Målet er i fællesskab at investere og innovere, så vi skaber en enestående kundeoplevelse og sætter standarden for hele vores industri. Skala og størrelse er midler til at nå vores mål, siger Allan Lindhard Jørgensen.

Opkøbene betyder også en udvidelse af Dovistas portefølje med seks nye brands til 15 brands i alt, og bringer det samlede medarbejderantal hos den danske vindueskæmpe op på 7.500 ansatte fordelt på 11 lande.  

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.095