23948sdkhjf

Skala, Lendager og Arup vinder 30.000 kvm i Købehavns Nordhavn

Renoveringerne af bevaringsværdige Pakhus 47 og 53 på Sundmolen i Københavns Nordhavn bliver lagt i hænderne på Skala Arkitekter og deres underrådgivere, Lendager Arkitekter og Ove Arup & Partners Danmark. 

By & Havn har i denne uge indgået kontrakt med trioen på totalrådgivning om udvikling af projekterne på pakhusene, der til sammen udgør 30.000 kvm. Det skriver Skala Arkitekter i en pressemeddelelse. 

– De gamle pakhuse er afgørende for udviklingen af Sundmolen, og det er derfor en vigtig aftale, der i denne uge er faldet på plads. Nu kan renoveringen af pakhusene gå i gang, så de kan optimeres til nutidens og fremtidens funktioner, siger Henrik Steenstrup, direktør for Ejendomme & Byliv i By & Havn, i pressemeddelelsen. 

Aftalen indebærer, at Skala sammen med Lendager Arkitekter ApS og Ove Arup & Partners, skal projektere, myndighedsbehandle og foretage udbud af den kommende byggeentreprise. By & Havn har fortsat rolle i projektet som bygherre, og står også for den samlede gennemførelse af projektet. 

– Vores ambition for pakhus 47 og 53 er, at de i højere grad skal indgå som en del af det omkringliggende kvarter. De skal understøtte Sundmolens nye identitet og karakter som et område, hvor man både bor og arbejder - kort sagt – lever, siger Henrik Ulsfort, Kreativ leder hos Skala Arkitekter. 

Kaffe og varer fra Fjernøsten

Pakhus 47 og 53 blev bygget i henholdsvis 1946 og 1955. De blev brugt til blandt andet opbevaring af kaffe og varer fra Det Østasiatiske Kompagni. Begge pakhuse er på grund af deres historiske værdi vurderet bevaringsværdige af Københavns Kommune. Derfor bevares de for så vidt muligt. 

I lokalplanen er det blandt andet bestemt, at der er mulighed for at bygge såkaldte add-on byggeri oven på de eksisterende konstruktioner, så pakhusene samlet må nå 21 meter over terrænet. Pakhusene indgår som en vigtig del i By & Havns mål om at udvikle Sundmolen med sin egen særlige karakter for øje, således at bydelen adskiller sig fra de øvrige nabokvarterer i Indre Nordhavn. 

– Det mest bæredygtige byggeri, er det der ikke bliver bygget. Som arkitekt og bæredygtighedsrådgiver er det super relevant at bidrage til transformationen af det klassiske havnebyggeri og tilføje nye funktioner, der løfter det ind i fremtidens by, siger Anders Lendager, adm. direktør og stifter af Lendager Group. 

Udvælgelsen af vinderen af totalrådgiver er sket på baggrund af EU-udbud med prækvalifikation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079