23948sdkhjf

ITD svarer igen - Lastbiler er en gevinst for samfundet, ikke et problem

Jyllands-Posten og en række lokale dagblade har de seneste dage bragt en historie under overskriften ”Lastbiler fylder som aldrig før”. I artiklen udtrykker flere eksperter og bilister utilfredshed med lastbilerne, som de mener skaber så meget trængsel på motorvejen, at de stort set lægger beslag på det ene spor.

Denne kritik har fået brancheorganisationen ITD til at tage til genmæle.

- Kritikken er skudt hele ved siden af, siger ITD’s adm. direktør Carina Christensen.

- Lastbilerne kører ikke rundt på vejene for at være til gene for alle andre trafikanter. Vognmændene og deres chauffører udfører derimod et yderst vigtigt arbejde, opretholder forsyningssikkerheden og fragter det gods, som virksomheder og privatpersoner har bestilt.

- Vi holder Danmark kørende. Lastbilerne er en gevinst for samfundet og økonomien, siger Carina Christensen.

Bedre infrastruktur nødvendig
- Vi deler som alle andre frustrationen over den massive trængsel på motorvejsnettet, men svaret er ikke at skælde ud på lastbilerne, fortsætter Carina Christensen.

- Alle ved, at vi ville have haft væsentligt bedre plads på vores veje, herunder også til lastbiler, hvis infrastrukturen havde været udbygget i takt med behovet. Det er desværre ikke sket.

- Heldigvis har politikerne lyttet og reageret ved at lægge massive investeringer til veje ind i den nye infrastrukturaftale. Det er godt og bedre sent end aldrig, for selvfølgelig skal vejnettet udbygges yderligere for at få plads til både personbiler og lastbiler.

50 gange flere personbiler
ITD minder desuden om, at lastbiler blot udgør en lille del af den danske bilpark.

Siden årtusindeskiftet er der kommet over 850.000 danske personbiler på vores veje, og der er nu mere end 2,5 mio. personbiler indregistrerede i Danmark.

Til sammenligning udgør antallet af store lastbiler og sættevognstrækkere blot lidt over 42.000.

- Trængslen skyldes altså ikke primært mange flere lastbiler – men i langt større grad det stærkt stigende antal personbiler. Kritikken af lastbilernes plads på vejnettet er forfejlet, og der er ingen proportioner i artiklen, der kun sammenligner udvikling i procent og ikke reelle tal, siger Carina Christensen videre.

Færre halvtommelastbiler
I artiklen peger flere, herunder transportministeren på, at trængselsproblemerne skyldes lastbilernes tomkørsel.

- Det er en skrøne at tro, at der kører mange halv- eller heltomme lastbiler rundt. Tal fra Danmarks Statistik dokumenterer, at tomkørslen er gået markant ned. Således udgjorde procentandelen af lastbilers lasteevne 39 procent i 2008, men tallet i 2020 er steget til 56 procent. Med andre ord er kørsel med lastbiler de sidste 15 år blevet stadig mere effektiv, siger Carina Christensen, som også afviser vejafgifter som løsningen på trængselsproblemet.

- Vejafgifter vil ikke mindske transport med lastbiler. Det vil blot gøre det dyrere at transportere, siger Carina Christensen. 

I ITD glæder man sig trods alt over, at politikere og eksperter i artiklen er enige om, at der ikke er alternativer til lastbilerne, som er både effektive og fleksible.

- Lastbilerne holder Danmark kørende og repræsenterer et erhverv, som er helt afgørende for et hvert velfærdssamfund. Husk gerne det næste gang, du møder en lastbil, slutter Carina Christensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14