Med indgangsreplikken "Fingerplanen var en hjerneblødning" satte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) torsdag gang i en debat om Fingerplanen, denne gang med aktuelle indspark fra forskere, byplanlæggere og landskabsarkitekter.
De var, med Arkitektforeningen som vært, samlet i de højloftede lokaler i Bethesda i Rømersgade i København, og debatten var præget af de mange udfordringer, en fremtidssikret hovedstadsplanlægning møder; såsom social bæredygtighed, klimatilpasning, grøn omstilling, infrastruktur - og at sikre en dialog mellem myndigheder og borgerne, så der ikke opstår demokratiske underskud eller nye ghettodannelser. Det skete med den gamle Fingerplan, ifølge Kaare Dybvad Bek.