23948sdkhjf

Udsat boligområde i Roskilde får en grøn opgradering

Et hold bestående af Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur, Gründl Haahr Arkitekter, Masu Planning og JL Engineering har vundet Roskilde Kommunes konkurrence om udvikling af bydelen Roskilde Sydvest.

I bydelen indgår Roskildes største udsatte boligområde Æblehaven/Rønnebærparken.

Projektet bliver frem mod 2026 til under overskriften `Byens Haver - fristeder og fællesskaber´, "hvor vi vil skabe et nyt havekvarter, der fremhæver områdets grønne karakter og binder kolonihaver, villahaver og selv den mindste altankasse sammen i en poetisk og stærk havefortælling", skriver arkitektholdet i en pressemeddelelse.

30.000 kvm nedskaleres

Mere end 30.000 kvm parkforløb nedskaleres i mindre haver, der, ifølge Cornelius Vöge, nyfortolker lystanlægget som rekreativt rum i byen.

En variation af nye haverum vil invitere til samvær, have- og madfællesskaber, leg, bevægelse og kulturelle aktiviteter på tværs af alle skel, både sommer og vinter, lyder det videre.

Havestien skal lede gennem haverne til Hyrdehøj Skoven og give beboere og byens borgere en ny oplevelsesrig adgang til Roskildes såkaldte grønne ring.

Alle offentlige funktioner åbnes og kobler sig på stien, der får sammenbindende og identitetsskabende funktion.

Som såkaldt hovedgreb introducerer forslaget arkitektur i en skala, "der bygger bro mellem den lille kolonihave og den store boligblok", lyder det fra design-teamet:

- Nye boliger, nyt kvarterhus, spisehus og sundhedshus i bydelens centrum, Havebyen, opføres i mellemskala og som bæredygtigt træbyggeri rundt om en ny stor indbydende plads. Kvarterhuset får her central placering og bliver Roskildes største kolonihavehus med et værtskab, der faciliterer fællesskab og aktivitet i Byens Haver, siger arkitekterne.

Samlet trafikløsning

I helhedsplanen indgår desuden en ny samlet trafikløsning for både blød og hård trafik og en optimering af parkeringsforhold, særligt omkring Havebyen som områdets nye midte.

Projektet bliver gennemført i et samarbejde mellem Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland, og forventes etape-vist realiseret 2022-2026, skriver arkitekterne i pressemeddelelsen.

I prækvalifikationen bød 17 teams ind og teams med Tredje Natur, Jaja Architects og Cornelius Vöge som totalrådgivere blev udvalgt som deltagere i konkurrencen. I finalerunden deltog projekterne fra Cornelius Vöge og Tredje Natur.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125