23948sdkhjf

Udvikler under afvikling sælger alt til Ikeas boligselskab

Ikano Bolig opkøber udviklingsselskabet Bonavas portefølje af byggegrunde på det danske marked, som tæller over 50.000 kvm byggeretter. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Købet sker i forlængelse af, at Bonava, som tidligere var en del af NCC-koncernen, i foråret 2021 meldte ud, at man vil trække sig ud af det danske marked. 

Opkøbet, der består af over 50.000 kvm byggeretter, hvorpå der skal bygges 520 ejer- og lejeboliger i Københavnsområdet, er Ikano Boligs hidtil største investering og en del af virksomhedens ekspansionsplan i Danmark.

Ikano Bolig er en del af Ikano Gruppen, som er ejet af familien Kamprad, der også står bag Ikea.

Handlen kommer få måneder efter, at Ikano Bolig kunne fortælle om en investering i udviklingen af et stort industriområde i Ballerup, hvor der skal bygges ca. 40.000 kvm nye ejer- og lejeboliger.  

– Vi har fart på hos Ikano Bolig, og opkøbet af Bonavas portefølje af byggegrunde sætter handling bag vores udmeldte planer, om at udvide vores voksende portefølje af udviklingsprojekter, og udvikle endnu flere boligområder, med fokus på fællesskab og det gode naboskab, siger adm. direktør René Brandt i pressemeddelelsen.

– Opkøbet, der er det største i vores 4-årige historie i Danmark, gør det muligt for os at fortsætte vores udvikling, så vi er meget glade for aftalen, fortsætter han. 

Fokus på området omkring København

Det nyopkøbte områder ligger på den nedlagte Flyvestation Værløse nord for København, det store Kulbanekvarter i Valby, samt Solviften i Greve. Ikano Bolig forventer, at byggeriet i områderne igangsættes i 2022. Dermed er de på linje med  købers fokus på områder omkring København. 

I de nye områder vil der blive bygget forskellige typer leje- og ejerboliger. 

Ikano Bolig har i forvejen boligprojekter i Hillerød og Greve, hvor størstedelen af de udbudte boliger allerede er solgt.

Winsløw, PwC, WSP og Oluf Jørgensen A/S har ydet bistand gennem akkvisitionsforløbet.

Fakta om Bonava 

Bonava Danmark A/S er en del af Bonava-koncernen med hovedsæde i Sverige. Koncernen driver virksomhed i Sverige, Finland, Danmark, Norge, Tyskland, St. Petersborg, Estland og Letland.

Bonava AB er noteret på Nasdaq i Stockholm og havde en omsætning på 17 mia. svenske kroner i 2020.

Den danske forretning har, siden Bonava blev udskilt af NCC i 2016, udviklet og opført over 1.000 boliger i hovedstadsområdet.

Den samlede omkostning for at afvikle den danske forretning forventes at ligge ende på 120 mio. svenske kroner – svarende til cirka 88 mio. kr., har selskabet tidligere oplyst.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078