23948sdkhjf

KPC udnævner fire nye adm. direktører

KPC-koncernen fortager en markant ændring i toppen. Ved indgangen til oktober er der således udnævnt nye adm. direktører for henholdsvis KPC Herning A/S, KPC København A/S og KPC Ejendomsudvikling A/S. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

De nye adm. direktører afløser Bo Knudsen, der fortsætter som adm. direktør og koncerndirektør for moderselskabet KPC Holding A/S.

- KPC-koncernen har gennem mange år haft stor succes og vækst, og derfor er det naturligt at forstærke det øverste ledelsesniveau i koncernens selskaber, udtaler Bo Knudsen i pressemeddelelsen.

Fusion lagt på hylden

KPC skulle - kom det frem denne uge - have arbejdet med planer om en fusion med en anden stor entreprenør og udvikling, Casa.

Planerne, der ville have skabt et firma på kanten af at blive landets andenstørste entreprenørvirksomhed med en omsætning op mod 7 mia. kr., er dog blevet droppet, lyder det også.

- Med denne ledelsesstruktur får KPC de fagligt dygtigste, mest erfarne og resultatorienterede folk i spidsen. Dermed kan jeg koncentrere mig om de overordnede linjer, tilføjer han.

Afsæt i strategi fra 2019

I 2019 lagde KPC Holding A/S med hovedsæde i Herning en ny strategi, som skulle fremtidssikre koncernen. I strategien indgik blandt andet en udskillelse af KPC’s rene investeringsaktivitet til selvstændigt regi i KPC Invest A/S, hvor Gitte Poulsen er adm. direktør.

Nu får de tre driftsselskaber i KPC-koncernen selvstændig topledelse, hvilket skal styrke det enkelte selskabs ledelse og aktivitetsområde.

KPC København A/S har fået Jesper Henkel, der har været ansat i KPC siden 2003, som adm. direktør. Jesper Henkel er civilingeniør og har været med til at skabe KPC’s stærke position på Sjælland, og han har været teknisk direktør for aktiviteterne i Hovedstadsområdet siden 2005.

KPC Herning A/S har fået Peter Poulsen som adm. direktør. Han har med en kort afstikker været ansat i KPC siden 1991, siden 2019 som teknisk direktør i KPC’s Jyllands/Fyns-afdeling.

KPC Ejendomsudvikling A/S med afdelinger i Herning, Aarhus og København har fået Henrik Hoffmann og Jesper Jørgensen som - ifølge KPC - sidestillede adm. direktører. De har begge en advokatbaggrund og mange års erfaring fra både KPC og førende advokathuse. Henrik Hoffmann har været ansat i KPC siden 2004 og siden 2014 som udviklingsdirektør i Herning/Aarhus, mens Jesper Jørgensen med en kort afstikker har været ansat i KPC siden 2005 og siden 2014 som udviklingsdirektør i København.

Direktørerne fortsætter med hvert sit geografiske ansvarsområde, idet Henrik Hoffmann får det overordnede ansvar for udvikling af projekter i Jylland og på Fyn, mens Jesper Jørgensen står for udviklingsaktiviteterne på Sjælland.

KPC blev etableret i 1979 af civilingeniør Kurt Poulsen, der fortsat sidder i flere af KPC-selskabernes bestyrelser.

KPC Holding A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 3.325,2 2.818,5
Driftsresultat 331,6 251,8
Resultat før skat 333,0 315,8
Årets resultat 267,6 262,2
Balancesum 2.796,6 2.257,2
Egenkapital 904,1 792,9
Gns. antal fuldtidsansatte 166 154
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.315