23948sdkhjf

12.000 ton pylonfundament begynder sin rejse ud i Storstrømmen

Torsdag 7. oktober blev det cirka 12.000 ton tunge pylonfundament til den kommende Storstrømsbro skubbet ud på prammen Boa Barge 34, som er 140 meter lang og 36 meter bred. 

Flytningen tog cirka 10 timer, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

Gennem længere tid er der bygget et skinnesystem under fundamentet og ud på prammen. Under flytningen blev fundamentet løftet op af 48 styk hydrauliske stempler, der hver kan løfte 500 ton. Herefter skubbede nogle andre hydrauliske stempler fundamentet ud på prammen via skinnesystemet. 

Udskubningen er startskuddet til en af de helt store milepæle på projektet med at bygge Danmarks tredjestørste bro. Udskibningen og sænkningen er en af de teknisk mest komplicerede operationer på projektet, og så er den meget følsom overfor vind, vejr og strømforhold, fortæller projektchef Niels Gottlieb. 

Processen trin for trin: 

Fundamentet skubbes ud mod prammen

- Lanceringsbjælker og hydrauliske donkrafte placeres under fundamentet

- Donkraftene løfter og skubber fører fundamentet ud mod prammen 

Fundamentet skubbes ombord på prammen

- Prammen pumper skiftevis vand ind og ud af ballasttankene for løbende at skabe det rette balanceniveau til at bære det cirka 12.000 ton tunge fundament 

Fundamentet ombord på prammen

- Fundamentet sænkes ned på midlertidige understøtninger

- Donkrafte fjernes og fundamentet klargøres til at blive sejlet ud i Storstrømmen 

Prammen sejler fundamentet ud i Storstrømmen

- En slæbebåd fører prammen ud i Storstrømmen

- I Storstrømmen er der på forhånd gravet ud til den nødvendige dybde på havbunden og lavet et solidt stenfundament 

Prammen slipper fundamentet

- Prammen bliver fastgjort til fire ankerblokke på havbunden

- Prammen fylder sine ballasttanke med vand og frigør fundamentet fra prammen 

Fundamentet føres ud til sænkningssted

- En slæbebåd fører fundamentet ud til sænkningsstedet 

Fundamentet sænkes

- Fundamentet bliver fastgjort til ankerblokke på havbunden og sænkes

- Sænkningen sker ved at fylde ballasttanke og celler i fundamentet med vand (fundamentet er hult og består af 25 luftfyldte hulrum, som fyldes med vand)

- I hvert hjørne af fundamentet sidder en gps antenne til at styre sænkningen

- Fundamentet skal sættes på en gruspude på havbunden med 5 centimeters nøjagtighed

- Det forventes at der skal bruges mere end et forsøg for at placere fundamentet korrekt 

Pylonen bygges færdig på stedet

- Et stillads opføres på fundamentet, så det kan bygges op i højden

- Den endelige pylon bliver omkring 100 meter høj over havoverfladen

– Groft sagt handler det om at placere et 12.000 ton tungt betonelement med fem centimeters nøjagtighed, og det skal ske med både vind over havoverfladen og strøm under, siger Niels Gottlieb i pressemeddelelsen.

– Så både medarbejderne hos Vejdirektoratet og entreprenørens mandskab har med spænding set frem til dette. Og eftersom der kun bliver en enkelt pylon på den nye bro, så er det selvsagt en meget vigtig milepæl for projektet, fortsætter han. 

Klargøres til udsejling 

De kommende dage skal fundamentet på prammen have afmonteret løfteudstyr – og klargøres til at blive sejlet ud. Når fundamentet står på prammen, kan slæbebåde trække prammen ud i Storstrømmen. 

Her skal prammen efterfølgende ”sænke” sig selv ved at fylde vand ind i ballasttankene. Når prammen er sænket og står på 21 meter dybde, så flyder fundamentet og kan trækkes væk fra prammen. 

Fundamentet trækkes derefter på plads med slæbebåde, hvor det fastgøres til fire ankerblokke på havbunden. Herefter fyldes der vand i ballasttankene i selve fundamentet, som efterfølgende sænkes ned, indtil det står på havbunden. 

Når fundamentet står på havbunden, er det kun de øverste fire meter af toppen af de røde stålkonstruktioner, som er synlige sammen med pylonen af beton. Resten er under vand. Disse røde stålkonstruktioner skal bære den platform, der efterfølgende skal monteres for at skabe arbejdsplads til bygning af den 100 meter høje pylon. Stålkonstruktionerne fjernes til sidst, når selve broen med skråstagskablerne er færdige. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078