23948sdkhjf

Tvilum-direktør: Derfor må vi stoppe op for en kort bemærkning

Onsdag stillede adm. direktør Torben Porsholdt sig op på ølkassen hos Tvilum i Fårvang og meddelte medarbejderne i produktionen, at der indtil årets udgang er indført arbejdsfordeling på fabrikken for ca. 250 timelønnede medarbejdere.

Årsagen skal findes i en kombination af overfyldte lagre og forstoppelse i den globale forsyningskæde.

 – Vi har i en rum tid kunnet se, at vi har stået over for lidt sværere tider for den del af møbelbranchen, der som os er lagerproducerende i store volumener, fortæller Torben Porsholdt.

Han peger på, at den enorme efterspørgsel på møbler, pandemien i første omgang gav anledning til, efterhånden er begyndt at dampe af. Det betyder, at lagrene hos mange af Tvilums kunder er godt fyldt op, og der skal altså sælges ud af varerne, før nye bestillinger lægges.

– Nogle har nok været lidt overmodige og fået købt for stort ind, og samtidig har den forlængede leveringstid resulteret i, at mange bestilte ekstra hjem, så man var sikre på at kunne levere, forklarer Tvilum-direktøren.

Perfekt amerikansk storm

Samtidig er den amerikanske forretning, der udelukkende bygger på e-commerce, hårdt ramt af såvel containermangel som lange transittider.

– Forretningen i USA udgør ca. 20 pct. af vores omsætning, og her har vi været ramt af, at der i nogle uger simpelthen ikke har været containere at få. Den normale transittid fra Fårvang til USA ligger på omkring fem-seks uger, men nu har vi oplevet transittider på op mod 20 uger – når varerne så endelig er kommet i havn, har der også været problemer med at skaffe biler til det sidste stykke, fortæller Torben Porsholdt om det, der altså har udviklet sig til den perfekte storm på det amerikanske marked.  

I bestræbelserne på at udvise rettidig omhu har Tvilum derfor valgt, at ca. 250 timelønnede produktionsmedarbejdere på fabrikken i Fårvang går på fordeling fra næste uge og året ud.

 – Vi må lige sænke farten for en periode, og så skal vi nok komme op i gear igen, siger Torben Porsholdt, der ikke er i tvivl om, at det trods alt er en midlertidig situation, Tvilum befinder sig i.

– Vi er fortrøstningsfulde, og salget skal nok komme tilbage – måske ikke til det samme overstadige niveau, som vi har oplevet under pandemien, men til et mere normalt niveau. Jeg hører fra mine kontakter i branchen, at kunderne er der endnu, men nogle har troet, at træerne voksede ind i himlen, og derfor må vi lige stoppe op for en kort bemærkning, siger Torben Porsholdt.

Præcis hvornår tingenes tilstand igen nærmer sig det normale, tør han imidlertid ikke spå om.

 – Den her situation kom hurtigere, end vi havde forventet, så det kan også være hurtigt ovre igen, men lige nu har jeg simpelthen ingen visibilitet, så jeg tør ikke sige noget om tidsperspektivet, lyder det.

Tvilum-direktøren understreger imidlertid, at året stadig forventes at byde på omkring 10 pct. omsætningsvækst.

 – Vi havde en rigtig god start på året, og vi forventer en pæn organisk vækst. Det kan ikke undgås, at det her nok kommer til at sætte sig lidt på bunden, men det er ikke noget, der ryster os, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.161