Skjult folkesygdom ødelægger mange kvinders liv
For mange voksne kvinder er frygten for at tisse i bukserne et stort dagligt problem. Det er flovt at gå med "koneble" eller være så bange for at lugte af tis, at man altid holder afstand til andre.
Inkontinens er en skjult folkesygdom gennemsivet af skam, der belaster mange kvinders livskvalitet. 15 procent af 40-60-årige kvinder oplever inkontinens mindst ugentligt.
Problemet opstår oftest efter fødsler, men viser sig tit senere, når bækkenbundsmuskler og bindevæv, der understøtter blæren, bliver slapt.
For de mange tusinde ramte kvinder, bliver det svært at styre blæren ved pludselige bevægelser, motion eller løft. Mange bruger derfor indlæg eller ble.
Alligevel viger mange kvinder udenom at søge hjælp. Selv om der er flere slags hjælp at få.
97 procent af de patienter, som lider af inkontinens, oplever bedring efter den mest brugte operation mod inkontinens, slyngeoperation. Men trods den høje tilfredshed opereres stadigt færre patienter.
Antallet af operationer er faldet fra 974 i 2015 til 640 i 2020.
Det ærgrer specialeansvarlig overlæge Ulla Darling Hansen fra Odense Universitets Hospital.
For tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) viser, at patienter, som opereres mod inkontinens, i høj grad oplever at holde tæt.
- Det er synd, at mange kvinder går og putter med det her uden at få hjælp, siger hun.
Træning af bækkenbund eller en slags støttepessar kan hjælpe mange.
Men nogle har som 46-årige Pia Mühlendorph brug for mere. I 2019 fik hun lavet en slyngeoperation. Et hurtigt indgreb under lokalbedøvelse, hvor der lægges en slynge i form af kunstigt bindevæv ind under urinrøret, så der laves et lille knæk på urinrøret.
Inden havde hun haft problemer i op mod ti år. I starten når hun skulle løbe men siden blev det værre.
- Det styrede hele mit liv, hvor der var toiletter. Om jeg havde bind nok, trusser og altid ekstra tøj med.
Til sidst kom hun til en fysioterapeut. Hun blev også opereret.
- Det er det bedste, jeg har gjort. Efter operationen kunne jeg mærke, hvor meget stress jeg havde levet med i årevis.
Ifølge Ulla Darling Hansen er det vigtigste budskab ikke, at flest muligt bare skal opereres. Det er til gengæld, at der er forskellig hjælp at få.
- Er det et problem, som hæmmer ens deltagelse i og glæde ved forskellige aktiviteter, så skal man tale med sin praktiserende læge. Der vil være hjælp til langt de fleste, og mindre end en operation kan ofte gøre det, siger hun.
/ritzau/
Kilde: Af Susanne Anette Andersen, Ritzau
Artiklen er en del af temaet Samfund.