23948sdkhjf

Forsvaret kendte i flere år til massive PFOS-forureninger

Hvert år siden 2016 har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse gennem omfattende undersøgelser fulgt med i, hvordan Forsvarets forureninger fra brandskum på flyvestationerne har bredt sig til en å, en bæk, en sø, grundvand og naturen

Alligevel har styrelsen gennem årene intet gjort for at stoppe forureningernes spredning, skriver Avisen Danmark og Radio4 på baggrund af dokumenter, som medierne har fået indsigt i.

Styrelsen har tidligere vurderet, at PFAS-forureningerne kan sprede sig flere kilometer. Styrelsen har også i 2019 vurderet, at der er mulighed for, at styrelsen kan få påbud af miljømyndigheder, fordi "der er konstateret PFAS indhold i grundvandet, der langt overskrider grænseværdien".

PFAS er en gruppe giftstoffer, som er sundhedsskadelige for mennesker at have i kroppen. Især PFOS-giftstoffet er kommet i søgelyset efter en sag i Korsør, hvor mere end 100 borgere er blevet forgiftet efter at have spist oksekød fra kvæg, der græssede på en forurenet mark.

Selv om styrelsen i 2019 på grund af risikoen for påbud og erstatningssager fra borgere anbefalede sig selv at begynde at oprense forureningerne, er der ikke sket noget siden.

Og det møder kritik fra forskere på området.

Philippe Grandjean, som er professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, kalder styrelsens ageren uansvarlig og siger, at situationen nærmest er en ”tikkende bombe”.

- Det her bliver ved, og jo længere Forsvaret venter med at gribe ind, desto mere spreder forureningen sig, og desto sværere bliver det at få fjernet den forurening, det hele kommer fra, siger han til Avisen Danmark.

På landets tre nuværende flyvestationer - i Aalborg, Karup og Skrydstrup - er der målt PFAS i værdier, der ligger mellem 100 og 1000 gange over grænseværdien for grundvand.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse forklarer sin manglende indgriben i en skriftlig kommentar til Radio4 og Avisen Danmark.

Når der ikke fra Ejendomsstyrelsens side er foretaget afværgeforanstaltninger, skyldes det et ressourceperspektiv samt en vurdering af effekten af de kendte metoder, lyder det blandt andet fra styrelsen.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094