23948sdkhjf

Formanden bliver ny driftsleder i Lemvig

Formand for bestyrelsen i Lemvig Varmeværk Sonny Finn Jørgensen har indgået en tre-årig aftale med varmeværket.

Han skal fremover fungere som driftsleder på Lemvig Varmeværk.

Sonny Jørgensen kommer til at stå i spidsen for et varmeværk, hvor der nu er over 4.000 forbrugere tilsluttet fjernvarmenettet.

- På varmeværket kan vi drage nytte af hans dybtgående indsigt og erfaring med teknik, udviklings- og produktionsprocesser samt ikke mindst ledelse fra de mange års ansættelse på Cheminova (FMC) senest som fabrikschef, skriver varmeværket i en pressemeddelelse

Den kommende driftsleder ser frem til opgaver og udfordringer i sin nye rolle på Lemvig Varmeværk.

– Den store udfordring bliver at ruste varmeværket til de forventede ændringer, som følge af den grønne omstilling. Men det er en særdeles veldrevet virksomhed, Svend Erik Bjerg  – sammen med et dedikeret og fagligt kompetent hold af medarbejdere – nu overlader ledelsen af til mig. Med en varmepris blandt landets laveste har vi et godt udgangspunkt til fortsat at udvikle og positionere varmeværket i den virkelighed, der med den grønne omstilling ændrer vilkårene for hele energibranchen i, siger Sonny Jørgensen, der qua sit bestyrelsesarbejde i selskabet har indgående kendskab til opbygningen og udviklingen af hele virksomhedens drift. 

Sonny Jørgensen har siddet i Lemvig Varmeværks bestyrelse siden 2009 og siden 2017 i formandsstolen

Enig bestyrelse

Bestyrelsens næstformand, Per Strøm Kristensen, oplyser at det er en enig bestyrelse, der har valgt Sonny Jørgensen til stillingen. 

Sonny Jørgensen starter allerede mandag den 1. november og vil dermed køre parløb med nuværende driftsleder, Svend Erik Bjerg, til udgangen af november. Da fratræder Svend Erik Bjerg efter ti års ansættelse for at overtaget et nyt job med energi-tekniske udviklingsopgaver i Herning.

Som følge af ansættelsen udtræder Sonny Jørgensen af Lemvig Varmeværks bestyrelse. På førstkommende bestyrelsesmøde – mandag den 8. november – vil bestyrelsen konstituere sig på ny. 

Merete Wang Graversen er som første suppleant indkaldt til bestyrelsen. Merete Wang Graversen er direktør, og medindehaver i Lemvig Auto Aps.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093