23948sdkhjf

Bygningspuljen lukker: 17.000 boligejere har søgt om tilskud

Bygningspuljen lukker, og der er nu 340 millioner kroner på vej til boligforbedringer, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse fredag.

Siden tirsdag den 28. september har det været muligt at søge tilskud til forbedringer af boligen, der sparer energi og i sidste ende gavner klimaet.

Og det er der mange, der har valgt at gøre.

Så mange, at det samlede beløb, der er ansøgt for, overstiger puljens størrelse på cirka 340 millioner kroner. Derfor er bygningspuljen nu lukket for yderligere ansøgninger i 2021.

I 2022 vil der igen blive mulighed for at ansøge om tilskud til klimavenlige boligforbedringer, hvor der er afsat 430 millioner kroner.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at omkring 17.000 boligejere siden slut september har søgt om tilskud til energibesparende boligforbedringer.

Sagsbehandlere i Energistyrelsen er nu i gang med at behandle ansøgningerne.

Ifølge Energistyrelsen har omkring 12.000 ansøgt om tilskud til konvertering til varmepumpe. Samtidig har omkring 5.000 søgt om til energieffektive boligrenoveringer.

Mindst 60 procent af puljen skal bruges på tilskud til projekter, der indeholder en varmepumpekonvertering. Det har det politiske flertal bag byggepuljen besluttet.

Da det digitale ansøgningssystem åbnede 28. september i år, var det ikke helt uden udfordringer. Ansøgningssystemet blev nemlig de første dage ramt af en række tekniske problemer.

For mange håbefulde ansøgere betød det lange ventetider, og nogle oplevede ikke at kunne tilgå ansøgningssystemet.

Ifølge Energistyrelsen blev de tekniske udfordringer rettet, og de borgere, der oplevede ikke at kunne tilgå ansøgningssystemet de første dage, fik efterfølgende muligheden.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062