Estisk færgerederi chartrer cruisefærge ud til ny færgerute mellem Holland og Norge
Det hollandske selskab Holland Norway Lines BV har indgået en charteraftale med det store estiske cruisefærgerederi Tallink Silja om en charter af cruisefærgen ’Romantika’.
Ifølge en selskabsmeddelelse fra Tallink Group, så vil rederiets lettiske datterselskab levere den 2002-byggede og godt 40.000 Bt. store cruisefærge til Holland Norway Lines BV ultimo marts 2022. Charteraftalen er på tre år med optioner på yderligere et plus et år.
Ifølge Holland Norway Lines BV vil selskabet etablere sig mellem Kristiansand i Sydnorge og Eemshaven, som er Hollands nordligst beliggende havn. Der vil være tre ugentlige afgange fra Eemshaven, tirsdag, torsdag og søndag kl. 15:00 med ankomst i Kristiansand den følgende morgen kl. 09:00.
Kristiansand rummer i forvejen to færgeruter til Hirtshals, mens havnen i nyere tid har været base for DFDS’ rute Gøteborg-Kristiansand-Newcastle – og endnu tidligere også for norske Fred. Olsens rute til Newcastle.