23948sdkhjf

Carlsberg Byen vælger arkitekt til områdets sidste byggefelt

Udviklingen af den gamle bryggerigrund på Vesterbro er nu så langt, at Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S har indgået kontrakt på områdets allersidste byggefelt, hvor karréen Vilhelm Hus og det 80 meter høje Beckmanns Tårn opføres. Dermed er arkiekten også valgt.

Det bliver arkitekt Dorte Mandrup, som skal tegne både tårn og karré, og tanken er, at det er en hyldest til netop dem og det gode håndværk og arkitekturen, som altid har været dyrket på den gamle bryggerigrund. Det skriver Carlsberg Byen i en pressemeddelelse.

Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S

  • Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S forvandler frem til og med 2024 den historiske bryggerigrund til et nyt og levende bykvarter bestående af 50 pct. boliger, 35 pct. erhverv og 15 pct. kultur m.v.
  • Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ejes af PFA Pension, Carlsberg, PenSam og Topdanmark.

Kilde: Udviklingsselskabet Carlsberg Byen

Arpe & Kjeldsholm er totalentreprenør på projektet, MOE er ingeniør, Opland er landskabsarkitekter, mens Kuben Management er bygherrerådgiver.

Dagslys og udsigt i fokus

Kvarterets 9. og sidste tårn er opkaldt efter murermester S.P. Beckmann, der stod bag det sirligt murede og kendte bygningsværk Den Snoede Skorsten, mens karréen er opkaldt efter arkitekten bag, Vilhelm Dahlerup.

- Vi glæder os utroligt meget til at skyde kvarterets sidste projekt i gang, og med en så central og særlig placering i kvarteret, er vi glade for at have Dorte Mandrup med, der tidligere har vist både stort arkitektonisk overskud og forståelse for den historiske arv, vi varetager på området, siger Jens Nyhus, direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, i pressemeddelelsen.

Den nye karré skal ifølge meddelelsen trække på referencer fra flere af Carlsberg Byens historiske bygninger som Dipylon Hus, Elefantporten og De Hængende Haver. Relieffer i den røde teglfacade giver bebyggelsen en tydelige identitet, mens det også skaber balance mellem den nye karré og de historiske omgivelser, den er en del af. Ved at gøre rammemønstret vertikalt fra gadeniveau op til tårnets top og horisontalt i karréens fire byhuse, understreges bebyggelsens form.

Mod gaden er facaden åben mod bylivet. I det hele taget er Vilhelms Hus og Beckmanns Tårn formet, så beboere, besøgende og erhvervsdrivende får mest muligt gavn af dagslyset og udsigten til kvarterets unikke industrihistorie – og for tårnboligerne til byens tage.

Nyt liv i historiske omgivelser

Det er ikke første gang, at Dorte Mandrup sætter sit præg på Carlsberg Byen: Dorte Mandrup har tidligere givet den ikoniske og fredede Mineralvandsfabrikken nyt liv samt skabt nabohuset Mineralvandshuset.

Vilhelm Hus og Beckmanns Tårn, der kommer til at bestå af omkring 196 boliger, får en helt central placering i kvarteret ud til blandt andet historiske Ny Carlsberg Vej, der bliver ført tilbage til sin oprindelige udformning med originale, fredede brosten, oprindelige kobberlamper og en ny allé.

Projektet vil, udover boliger i alle størrelser, bestå af kontorer samt butikker og restaurant i stueplan. I midten af ejendommen ligger kvarterets største grønne gårdrum, som både beboere og forbipasserende kan slentre igennem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063