23948sdkhjf

Vejdirektoratet sætter fynsk jernbaneprojekt til 4,9 milliarder på skinner

Arbejdet med at anlægge en ny elektrificeret jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde starter nu, så der fra slutningen af 2028 kan køre højhastighedstog med op til 250 km/t over Vestfyn. 

Projektet er del af en vestfynsk højhastighedsbane, som har et samlet budget på 4,9 mia. kr.

Den nye højhastighedsbane bliver cirka 35 kilometer lang, og dermed 4 kilometer kortere end den nuværende jernbaneforbindelse over Vestfyn, og får en mere lige linjeføring, der gør det muligt at køre op til 250 km/t med persontog. Dermed reduceres rejsetiden på strækningen.

Læs mere om de nært forestående udbud på jernbaneprojektet på Building Supplys søstermedie Licitationen: 

Rådgiverudbud på trapperne for milliarddyr fynsk jernbane

Anlægsloven for projektet blev vedtaget i 2019. Som en del af Infrastrukturplan 2035 blev anlægsstart fremrykket fra 2023 til 2022.  

To delprojekter

Det er en forudsætning for jernbaneprojektet, at en eksisterende naturgasledning på cirka 27 kilometer langs strækningen først bliver omlagt af Energinet. Sideløbende gennemfører Vejdirektoratet og Banedanmark geotekniske undersøgelser, arkæologiske forundersøgelser, opmålinger og ekspropriationer. 

– I første omgang starter Energinet deres arbejde med naturgasledningen, men naboer vil generelt opleve stigende aktivitet i området, når folk fra Vejdirektoratet og Banedanmark begynder på de indledende undersøgelser til jernbaneprojektet, siger Janie Ipsen, projektchef i Vejdirektoratet og ansvarlig for anlægsprojektet, i pressemeddelelsen.

Når naturgasledningen er omlagt, begynder arbejdet med at anlægge den nye jernbane, som sammen med Fynske Motorvej vil udgøre en transportkorridor over Vestfyn. 

Vejdirektoratet er bygherre på det samlede anlægsprojekt, som både indebærer omlægning af naturgasledningen og anlæg af den dobbeltsporede højhastighedsjernbane. Energinet er anlægsmyndighed for omlægning af naturgasledningen, mens Vejdirektoratet i samarbejde med Banedanmark anlægger den nye jernbane.

Hurtigere for passagerer og gods

Ambitionen om en kortere rejsetid over Vestfyn  er en del af den såkaldte timemodel, som er en vision om en times rejsetid mellem de store byer i Danmark, her mellem Odense og Aarhus.

Samtidig vil den nye jernbane frigøre kapacitet på den nuværende jernbane, så der bedre kan afvikles godstogs- og regional persontogstrafik på den eksisterende strækning.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125