23948sdkhjf

ABB skal levere til kæmpe varmepumpeanlæg i Esbjerg

ABB skal levere en integreret el-infrastruktur til Din Forsynings nye bæredygtige varmeløsning, der blandt andet er baseret på en 50 MW havvandsvarmepumpe.

Den samlede løsning fra ABB består af den elektriske infrastruktur, instrumentering og automation (EIC), herunder motorer og frekvensomformere til varmepumpen. Den 50 MW store havvandsvarmepumpe fra MAN Energy Solutions omdanner elektrisk energi til varmeenergi ved brug af miljøvenlig CO2 som kølemiddel.

ABB's teknologi skal være med til at sikre en pålidelig energiforsyning til varmeproduktion og distribution.

- Fjernvarme er en vigtig del af Esbjergs ambition om at blive en CO2-neutral kommune i 2030. Teknologien fra partnere som ABB er afgørende for vores evne til at udvikle fremtidens fjernvarme, så den vil blive baseret på de nye grønne løsninger. Vi tror, at denne tilgang vil give genklang både i Danmark og resten af verden, siger Christian Udby Olsen, administrerende direktør i Din Forsyning.

Din Forsynings 2030-strategi  stiler mod en 100 procent fossilfri varmeproduktion uden tab af anvendte ressourcer. Derfor etableres nu et nyt anlæg til produktion af fjernvarme, der skal erstatte den varme, der i øjeblikket leveres af det kulfyrede kraftvarmeværk i Esbjerg.