23948sdkhjf

Præfabrikerede sandwichelementer med kerne af træ og facade af armeret beton

Der forskes i nye byggematerialer og kombinationer af materialer som aldrig før. Det sker ikke mindst i takt med, at kravene til bæredygtighed skærpes og den stigende efterspørgsel på løsninger med lav CO2-udledning eller helt CO2-neutrale løsninger

Metsä Wood er også i fuld gang med produktudviklingen, og har bl.a. designet hybrid-sandwichelementer, som virksomheden forventer kan være med til at forny element-byggeriet.

Elementerne kombinerer beton med Kerto LVL (lamineret finertømmer) og de lette hybrid-sandwichelementer har første gang været anvendt i forbindelse med et byggeprojekt på Metsä Fibres savværk i Rauma i Finland. 

Skanska, som opfører Metsä Fibres nye savværk i Rauma, har en ambitiøs målsætning om at være CO2-neutral på globalt plan senest i 2045. Det betyder, at virksomheden leverer løsninger med lav CO2-udledning eller helt CO2-neutrale løsninger til sine kunder.

- Vi vil gerne prøve nye, innovative tiltag og partnerskaber, og brugen af disse nye hybrid-sandwichelementer på det nye savværk i Rauma er et godt eksempel på den form for samarbejde. Anvendelsen af hybrid-elementer reducerer mængden af beton, og samtidig vejer elementerne mindre end konventionelle betonelementer, siger Ilkka Romo, direktør for produktivitets- og kvalitetsenheden hos Skanska.

IIkka Romo forudser, at omfanget af træbyggeri vil stige de næste par år, og allerede nu ses en øget efterspørgsel. De forskellige former for træbyggeri og deres effekt på forretningen og kundernes ønsker er ved at blive evalueret.

- Hybrid-sandwichelementer udgør en rigtig god start, og savværksprojektet i Rauma har givet os nyttige førstehåndsoplysninger om brugen af disse elementer i byggeriet. De lader til at passe godt til vores tekniske behov, fortæller Romo.

Nem elementproduktion 

Hos virksomheden Lipa-Betoni, som producerer de nye præfabrikerede hybrid-sandwichelementer, der anvendes i savværkets bygning til sortering af træstammer, gik produktionen som planlagt. Det er første gang, fabrikken producerer hybrid-vægelementer.

I produktionen af hybrid-sandwichelementer udgør en Kerto LVL-plade den bærende kerne. Dernæst følger et lag isolering og en facade i armeret beton.

- Efter at have overvundet de indledende udfordringer, viste produktionen af hybrid-sandwichelementer sig at være lige så nem som produktionen af sandwichelementer i beton, oplyser Satu Lipsanen, CEO i Lipa-Betoni.

Enkel montage på byggepladsen

Også ude på byggepladsen blev det en god oplevelse. Montagen af hybrid-sandwichelementerne på første sal i bygningen, i alt 100 kvm, varede fem timer.

- Samling af hybrid-sandwichelementerne svarer til at samle konventionelle sandwichelementer. Vi kunne uden problemer bruge en lettere kran til montage, fordi hybrid-sandwichelementer er lettere end de traditionelle sandwichelementer. Den lavere vægt kan give besparelser på store byggeprojekter, mener Petri Puputti, byggeleder hos Skanska.

Begge typer elementer har identiske udsparinger i bunden, og hybrid-sandwichelementernes samlinger har træskruer. Petri Puputti fremhæver desuden, at samlingerne er helt færdige, når hybrid-sandwichelementerne er samlet, og der er ikke behov for flere arbejdsgange såsom falsning, betonslibning eller rengøring, som det er tilfældet med almindelige sandwichelementer i beton.

Sorteringsbygningen vil stå færdig ved udgangen af 2021. Savværket forventes at være klar i 3. kvartal 2022.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094