23948sdkhjf

Barkoncern overtager odenseansk streetfood-hal

Streetfood-hallen Arkaden i Odense har siden 2017 budt på streetfood i alle afskygninger, men det er nu slut.

I hvert fald i første omgang. For den store barkoncern Rekom, der ejer hundredevis af barer både her til lands og i udlandet, har købt Arkaden.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge indehaver af Arkaden, Tahir Siddique, er det blandt andet grundet coronapandemien, at det ikke længere kan løbe rundt med streetfood i Arkaden. Men derudover har det bare aldrig rigtigt været nogen god forretning, blandt andet fordi de har skullet konkurrere med mange andre madsteder i byen.

I forbindelse med salget fortæller Tahir Siddique også, at han forventer at drive forretningen videre et andet sted end Arkaden, hvorfor alle bodejerne også vil blive tilbudt at fortsætte. Han uddyber dog ikke yderligere, hvad det indebærer af konkrete planer.

Hos Rekom vil de ikke fortælle, hvad planerne er, når de overtager Arkaden efter nytår.

- Det er korrekt, at vi overtager Arkaden, og vi kommer også til at gå i gang med en ombygning i det nye år. Vi glæder os til at kunne fortælle mere senere, siger Regional Manager hos Rekom, Kian Bakke Hansen, til avisen, og opklarer altså ikke, om Rekom vil satse på kun at drive barer i Arkaden, eller om de også vil gå ind på restaurant-scenen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094