23948sdkhjf

Hvidevarekæmpe fortsætter stærke takter med rekordoverskud

Som i så mange andre dele af Bestseller-ejeren, Anders Holch Povlsens, virksomhedsportefølje er der god gang i forretningen hos Whiteaway Group.

Hvidevarekoncernen, der opererer i hele Skandinavien under navne som Skousen, Tretti og whiteaway, kommer ud af seneste regnskabsår med et overskud efter skat på over 82 mio. kr. mod 61 mio. kr. året før.

Hvad, der gør resultatet endnu mere imponerende, er, at de har omlagt deres regnskabsføring, således at seneste regnskab kun strækker sig over ni måneder fra november i fjor til udgangen af juli i år.

Derfor er tallene ikke direkte sammenlignelige, men ikke desto mindre går de altså frem på bundlinjen.

Erhvervssalg og Skandinavien

Men hvor kommer fremgangen så fra? En stor del af grunden skal findes hos de skandinaviske naboer, hvor Whiteaway er begyndt at udvide. Blandt andet indledte de tidligere på året et samarbejde med svenske NetOnNet, mens de også har en stor spiller i form af Tretti på det svenske marked.

- Vi ser fortsat vækstpotentiale i Danmark, både online og i Skousen-butikkerne. Men de kommende år forventer vi at se de største vækstrater i Norge og Sverige. Vejen dertil er ekspansion via fysiske butikker og investeringer i kundeoplevelsen, særligt på logistikdelen, hvor vi allerede har åbnet lager i Sverige – og i tilkøb forventer at opgradere vores norske logistik markant i 2022, siger Whiteaway-CEO Esben Aabenhus.

En anden forklaring på succesen kan tilskrives det øgede erhvervssalg. Det har nemlig i seneste periode udgjort en fjerdedel af omsætningen.

- Vi er blevet bekræftet i, at der er et potentiale i det danske marked for os, hvor leveringssikkerhed, de rette priser og produktviden er afgørende – og kunderne genkøber trofast. Vi vinder større projekter og formår samtidigt at indgå nye partnerskaber. Og det svenske marked har mindst lige så stort potentiale inden for erhvervssalg, som det danske marked vi har bidt os fat i, siger Esben Aabenhus.

Whiteaway Group A/S
mio. kr. 2020/2021* 2019/2020
Nettoomsætning 1986 2427
Resultat af primær drift 104,7 83,2
Resultat før skat 105,9 78,0
Årets resultat 82,4 61,2
Balancesum 899 829
Egenkapital 267 183
Antal ansatte 231 237

Regnskabsåret blev afsluttet 31. juli 2021.
*Regnskabsåret 2020/2021 er forskudt, og dækker derfor kun over 9 måneder fra november 2020 til juli 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078