23948sdkhjf

Pirater havde kurs mod danske handelsskibe: "Kan sættes fri uden straf"

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen, var der en kraftig formodning om, at piraterne ville angribe danske handelsskibe, hvilket var årsagen til, at først en helikopter og sidenhen Frømandskorpset blev sendt ud efter dem.

Det fortalte forsvarsministeren i går i et interview med Ekstra Bladet, som er en af de første mundtlige udtalelser fra hende, siden Frømandskorpset skød og dræbte fire pirater og tog fire andre pirater til fange i Guineabugten onsdag i sidste uge.

- Der lå tre danske skibe i det område her, og der var en kraftig formodning om, at de her pirater ville gå om bord på et af dem, siger ministeren.

I samme interview fortæller hun, at de danske myndigheder nærmest blev taget på sengen i forbindelse med konfrontationen.

- Det, at begynde at skyde mod en helikopter og efterfølgende rette skytset mod vores frømænd, det tror jeg, at de færreste havde set komme, siger Trine Bramsen til Ekstra Bladet.

Kan blive løsladt

Lige nu er de fire overlevende pirater varetægtsfængsel ombord på ’Esbern Snare’, hvor de i udgangspunktet skal være, indtil de stilles for en dansk dommer senest den 9. december.

De er anklaget for drabsforsøg, efter at de affyrede skud mod de danske soldater, både dem der var i Sea Hawk-helikopteren og Frømændene, der var sendt ud efter piraterne i en fregattens RHIB-både.

Skudene blev efterfølgende besvaret af de danske soldater, hvilket tog livet af fire af piraterne og sårede en femte.

Til trods for den hårde anklage om forsøg på manddrab - endda på en eller flere soldater i uniform - kan piraterne blive løsladt i en af ’Esbern Snares’ gummibåde og sendt tilbage til land.

Det fortæller forsvarsministeren til Ekstra Bladet. Hun begrunder det med, at det skyldes manglende udleveringsaftaler med de omkringliggende lande i Guineabugten, ligesom det har været normal kutyme på andre lignende piratmissioner tidligere, blandt andet omkring Somalia.

Derudover er scenariet om løsladelse i en gummibåd med dertilhørende proviant en klar aftale, som Folketinget har givet forsvaret mandat til, forklarer hun.

- Der er udstyr med, der giver mulighed for at sætte folk af ved sømilegrænsen, hvis den juridiske taskforce og danske myndigheder vurderer, at det er det rigtige. Det mandat er givet af Folketinget, siger Trine Bramsen.

Dog er den ene pirat såret i en sådan grad, at han stadig modtager behandling, hvilket kan vanskeliggøre det at løslade piraterne og sende dem til land i en gummibåd.

Lig i lasten

Foruden de fire overlevende tilfangetagende, sejler ’Esbern Snare’ stadig rundt med fire lig i lasten.

Det er uvist, hvad der skal ske med ligene. Forsvaret har tidligere udtalt, at præsten ombord på ’Esbern Snare’ har givet dem en afsked ved en ’respektfuld ceremoni’, men ligesom med de overlevende pirater, er der ingen aftaler, hvordan og hvor til ligene skal udleveres.

- Ligene opbevares i nedkølet tilstand i en kølecontainer på skibet under iagttagelse af størst muligt hensyn til respekt og værdighed for de afdøde, udtalte Lars Skjoldan, leder af Kommunikation og Presse Vest i Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling, tidligere til Ekstra Bladet.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112