23948sdkhjf

Tre hold dyster om udviklingen af Frederiksberg Hospital

Frederiksberg Kommune har netop skrevet kontrakt med de tre tværfaglige hold, som skal hjælpe med at udvikle Frederiksberg Hospital og den cirka 106.000 kvm store grund, hvor der har været hospitalsfunktioner i mere end 100 år, til et nyt bykvarter.

18 teams havde budt ind på opgaven og niveauet var tårnhøjt, men det blev team Tegnestuen Vandkunsten, team Effekt og team Sleth, som skal stå i spidsen for den spændende og udfordrende opgave.

De tre valgte teams til parallelopdraget er:

Team Effekt med Arkitema, Cowi, Gemeinscaft og Creator Projects

Team Sleth med Cubo, Moe, Schul Landskab, Smith Innovation, Michael Soetmann og Claus Bech Danielsen

Team Vandkunsten med SLA, Rønnow, Leth og Gori, Cushman Wakefield Red, Substrata, Valentin Trafikplanlægning, Danish Energi Management og Envidan.

De tre teams sættes i gang på et kick-off møde den 15. december 2021 og skal aflevere deres forslag til udviklingsplanen i maj 2022.

Visionen om at skabe et grønt og levende kvarter for hele Frederiksberg skal ske sammen med et panel bestående af 35 repræsentativt udvalgte borgere.

 Overtagelse forsinket

Frederiksberg Kommune købte hospitalet – bygninger og grund – af Region Hovedstaden for den nette sum af 771 mio. kr. tidligere i år. 

Region Hovedstaden flytter efter planen de sidste afdelinger ud med udgangen af 2026, hvorefter Frederiksberg Kommune overtager området, og omdannelsen kan gå i gang. Ved underskrivelsen om køb af Hospitalsgrunden var forventningen, at overtagelse kunne ske ved udgangen af 2025, men på grund af forsinkelse af byggeriet på Bispebjerg er overtagelsen udskudt med et år.

Inden overtagelse skal der udarbejdes en udviklingsplan. Planen vil tage afsæt i visionen ’Hele byens nye kvarter’, der blev vedtaget i 2019. For at sikre en kreativ og inddragende proces skal tre tværfaglige rådgiverteams parallelt udarbejde forslag til en udviklingsplan. Byens borgere og aktører inviteres også til at deltage i processen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109