23948sdkhjf

Nye markante restriktioner - minister lover hjælpepakker

På pressemødet onsdag aften kunne myndighederne melde en række nye restriktioner ud.

Det gælder blandt andet, at natklubber og diskoteker skal holde lukket, mens barer og restuaranter ikke må holde åbent efter midnat. Ligeledes må supermarkeder, kiosker og lignende heller ikke sælge alkohol efter klokken slår tolv.

Det kan få store konsekvenser for de berørte brancher, erkender Erhvervsminister Simon Kollerup på pressemødet.

Nye restriktioner

  • Natteliv og diskoteker lukkes, det samme gør spillesteder med koncerter og lignende med mere end 50 stående publikummer
  • Mundbind bliver et krav, når man står op på indendørs serveringssteder
  • Restauranter skal lukke klokken 24.
  • Butikker må ikke sælge alkohol mellem kl. 24 og 05.
  • Ligeledes anbefaler myndighederne også, at virksomheder aflyser julefrokoster og større arrangementer.

- Selvom det går godt i dansk økonomi, så er der ingen tvivl om, at restriktioner selvfølgelig får betydning for danske virksomheder og danske lønmodtagere særligt i enkelte brancher.

- Derfor vil der også være hjælpepakker, siger ministeren.

Hjælpepakker er man hos Dansk Erhverv enige om, der skal til. Til gengæld er de ikke enige i beslutningen om at skærpe restriktionerne.

- Vi synes, det er voldsomt – og også for voldsomt med de nye restriktioner. Myndighedernes samtidige opfordringer til hjemmearbejde gør situationen endnu værre, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og opfordrer til, at de lovede kompensationspakker meget hurtigt kommer på plads.

Hos Dansk Industri er politisk direktør Emil Fannikke Kiær også ude efter at få kompensation på baggrund af de nye restriktioner. Og det skal være allerede fra dag et.

- Når nye restriktioner rammer restauranter, natteliv og underholdnings- og forlystelsesindustrien bliver de ramt igen. Det er en ond spiral. Det er brancher, hvor virksomhederne endnu ikke er kommet sig over sidste nedlukning, og de har brug for smør på brødet. De er helt uforskyldt voldsomt presset i forvejen.

- Så virksomhederne skal kompenseres ordentligt og fair. Derfor er det vigtigt at få sat grænsen ned, så virksomheder højst skal have en nedgang i omsætningen på 30 pct. for at være berettiget til kompensation, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063