23948sdkhjf

Salling har fundet løsning på hovedpine med plastbøjler

Tøjbøjler af plast har længe været en hovedpine for Salling Group, der står bag Føtex og Bilka, som sælger Sallings eget varemærke VRS. Tøjet sendes fra producenten med bøjlerne monteret, og når tøjet sælges, skal plastbøjlen kasseres. Og hvordan gør man det på en genanvendelig facon, når der sidder metal for enden af plasten?

Det største problem har været at finde en samarbejdspartner, der kan skille materialerne ad. Det er lykkedes nu: Salling Groups renovationssamarbejdspartner ISS Facility Services har fundet en løsning sammen med RenoFyn i Nyborg. En løsning, der helt konkret går ud på at kværne den indsamlede plast i stykker og ved hjælp af magnet- og forskellige andre teknologier sortere metaller, gummi og andre ’urenheder’ fra plasten.

Det lyder enkelt, men er ikke så ligetil endda og har krævet en omstilling af RenoFyns nuværende genanvendelsesanlæg. Indtil videre er opgaven derfor blevet løst hos en ekstern samarbejdspartner i Holland, men bliver i starten af det nye år altså flyttet til Nyborg.

- Vi arbejder intensivt på at reducere alle former for spild fra vores tekstil-produktion, og vi har blandt andet fjernet overflødig plastemballage helt ned til plastruderne i undertøjspakker, og vi har længe arbejdet på at finde en god løsning til genanvendelse af bøjlerne, der jo hverken bliver slidte eller ’forurenede’ af at hænge i butikken. De færreste kunder ønsker at tage bøjlerne med hjem, og selv om der i Danmark er gode muligheder for genanvendelse, har vi, helt lavpraktisk, haft svært ved at finde en samarbejdspartner, der kunne håndtere udfordringen med at skille metalkrogen fra plastikbøjlen, siger tekstildirektør i Salling Group Jette Radich.

Når bøjlerne er knust og sorteret, bliver plasten omsmeltet til granulat, som RenoFyn sælger til produktion af nye plastprodukter. Det nye samarbejde trådte i kraft august 2021, og siden da har Salling Group leveret 55 ton plastikbøjler til genbrug, svarende til ca. en million bøjler.

Salling Group afholder udgiften til indsamling og fragt af bøjlerne og har ingen gevinst ved ordningen. Alligevel er tekstildirektøren mere end godt tilfreds med aftalen.

- Vi vidste, at der var et stort uudnyttet potentiale og ikke mindst en kæmpe miljømæssig gevinst ved at genanvende bøjlerne, så vi er utrolig glade for at have fundet et løsning, siger Jette Radich.

RenoFyn håndterer også tomme blomsterbakker og hård plast fra delikatesseafdelingerne i Salling Groups dagligvarekæder. Her er man tilfredse med at kunne levere endnu en løsning på genanvendelse af plast.

- Vi lever af at skabe ny værdi af plast, primært fra husholdninger og genbrugspladser, og er konstant på udkig efter nye måder at bidrage til løsningen af verdens udfordringer på plastikområdet. Da vi blev forespurgt på udfordringen med plastikbøjler, gik vi i gang med at udvikle en løsning, siger ejer af RenoFyn Jan Hohberg, der med denne løsning håber, at mange flere tekstilproducenter og -forhandlere vil benytte sig af muligheden for at genanvende overskydende bøjler og andre plastprodukter.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Send til en kollega

0.079