23948sdkhjf

Sundhedsmyndigheder appellerer til tålmodighed i vaccinekø

På en pressebriefing mandag morgen erkender sundhedsmyndighederne, at de mange personer, der nu kan få tredje stik, skaber et pres på systemerne.

- Det er en kæmpe øvelse for regionerne at opskalere vaccinationsindsatsen, siger sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner Erik Jylling.

- Vores it- og planlægningssystemer vil blive presset til det yderste.

Han advarer om, at man kan opleve ventetid til at booke tid til vaccination.

- Det bliver noget værre bøvl. Den bedste association er nok julehandlen med voldsom trængsel og alarm, siger han.

Fra mandag er det muligt for personer, der er over 40 år, at få tredje stik med en vaccine mod covid-19, hvis det er mere end fire en halv måned, siden de fik andet stik.

Mandag morgen var der klokken 10.30 over 120.000 personer i kø til vacciner.dk, hvor man kan bestille tid til vaccination.

Desuden måtte man vente omkring 37 minutter for at komme ind på siden.

På pressebriefingen siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm desuden, at man ikke længere skal vente på, at man får en invitation til vaccination i sin e-Boks.

- På dag 140 kan man gå ind på vacciner.dk og bestille en tid, siger han.

For personer over 40 år gælder det, at man kan få tredje stik 140 dage efter andet stik.

For borgere i alderen 18 til 39 år gælder det, at man kan få boosterstikket efter 165 dage.

Søren Brostrøm kalder på pressebriefingen denne udvikling for det største skift i vaccinationsindsatsen under epidemien.

De praktiserende læger er nu også kommet med i vaccinationsindsatsen, så man kan bestille tid til vaccination hos en praktiserende læge. Det behøver ikke at være hos ens egen læge.

- 1110 lægeklinikker vaccinerer nu mod covid-19. Det betyder, at der for langt de fleste vil være en læge i nærheden, der vaccinerer mod covid-19, siger Peder Reistad, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i hovedstaden.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125