23948sdkhjf

Fra piccoline til direktør i kæmpe byggemateriale-koncern

Anja Sørensen, 39, tiltræder 1. januar 2022 i en nyoprettet stilling som Business Development Director hos Saint-Gobain Denmark. Hun bliver samtidigt en del af ledelsen i Saint-Gobain Denmark, hvor hun får ansvaret for innovation, teknisk rådgivning og product management på tværs af de tre Saint-Gobain-brands ISOVER, Gyproc og Weber.

Saint-Gobain koncernen er en af verdens største producenter af materialer til byggeindustrien. I Danmark beskæftiger Saint-Gobain ca. 1.600 medarbejdere fordelt på omkring 70 lokationer, herunder kontorer, distribution og otte fabrikker.

Anja Sørensen er uddannet bygningsingeniør og har arbejdet med product management og byggeteknisk rådgivning hos Saint-Gobain i Danmark stort set hele sin karriere. Senest som produktchef hos Saint-Gobain ISOVER, der producerer glasuld. I den nye stilling som Business Development Director bliver Anja Sørensen leder for godt 20 udviklingsingeniører, produktchefer og byggetekniske rådgivere.

Grøn og digital omstilling

- Der er en stor viden og erfaring tilknyttet de enkelte brands, og mit team og jeg skal dels styrke denne ekspertviden og dels sikre, at vi udnytter synergierne mellem de tre brands, så vi effektivt kan tilbyde markedet de løsninger, kunderne efterspørger. Vi har i mange år haft fokus på løsninger, der understøtter branchens digitale og grønne omstilling, og i takt med stigende dokumentationskrav og tilslutning til certificeringsordninger, er efterspørgslen på disse løsninger stigende, fortæller Anja Sørensen og fortsætter:

- Jeg glæder mig meget til at bidrage til, at der bliver endnu kortere fra en idé opstår i vores udviklingsmæssige maskinrum til den kan tages i brug af vores kunder. Det kan for eksempel være produkter, der bidrager til bedre ergonomi og skåner håndværkerne fysisk; løsninger, der optimerer de totale installerede omkostninger eller reducerer påvirkningen af miljøet og som understøtter både vores og kundernes mål om at bidrage til social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, fremhæver Anja Sørensen.

Tiltrukket af produktionsvirksomheder

Anja Sørensens far er også bygningsingeniør, og hun har altid fundet branchen spændende, hvorfor valget af ingeniørstudiet også faldt hende helt naturligt. Modsat mange af hendes studiekammerater blev hun hurtigt tiltrukket af produktionsmiljøet i Danmark, som hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i en piccolinestilling efter gymnasiet hos betonproducenten Unicon.

- Som færdiguddannet ingeniør havde jeg ellers fået et godt job hos Niras, hvor jeg havde været et års tid, da en god ven fortalte, at de manglede ingeniører på Gyproc. Fra min tid hos Unicon vidste jeg, at jeg trives godt i det univers, der er i en produktionsvirksomhed, hvor det hele summer, og hvor man kan følge processen fra råvare til færdigt produkt. Så jeg sendte en uopfordret ansøgning,” fortæller Anja Sørensen.

Hun fik job som byggeteknisk rådgiver i Kalundborg-virksomheden, og har siden arbejdet som bl.a. produktchef og nordisk Business Development Manager hos ISOVER – inden hun nu er blevet sat i spidsen for at zoome ind på innovation, teknisk byggerådgivning og product management målrettet det danske marked.

 Blev boende på hjemstavnen

Forfremmelsen er et led i Saint-Gobain koncernens globale strategi om detaljeret tilpasning til branchens ønsker og krav på de lokale markeder.

Tilsammen producerer Saint-Gobain Weber, Saint-Gobain Gyproc og Saint-Gobain ISOVER en stor del af det, der skal til for at opføre eller energirenovere en bygning, nemlig glasuld (ISOVER), gipsplader og letvægtsbyggesystemer (Gyproc) og mineralsk baserede byggematerialer som for eksempel mørtler, rå ”New Yorker” gulve og facadepuds, der kan nedbryde forurenende kvælstof (Weber).

Privat bor Anja Sørensen i Tåstrup, hvor både hun og hendes mand er født og opvokset. Sammen har de en datter, og fritiden går med løbe- og motionstræning og hyggeligt samvær med venner og familie.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097