23948sdkhjf

Rekordoverskud hos fynsk skrotkæmpe

H.J. Hansen Recycling nåede i 2020/2021 et overskud før skat på 74 millioner kroner. Det var ikke blot 50 millioner kroner bedre end året før, men også det bedste i koncernens historie.

Samtidig steg omsætningen kraftigt fra 1,3 milliarder kroner til 2,4 milliarder kroner.

- For snart tre år siden satte vi os for at gennemføre et retningsskifte for HJHansen Recycling Group, med fokus på øget kommercialisering af alle vores aktiviteter. Vi er derfor meget tilfredse med, at vi allerede nu kan offentliggøre det bedste resultat i virksomhedens historie, siger administrerende direktør Mogens Bach Christensen i en pressemeddelelse.

Der er flere elementer i forklaringen på udviklingen. For det første betød den gennemførte turnaround en kraftig reduktion af gruppens omkostninger, og i kombination med en pæn organisk vækst i aktiviteten, har dette medført en betydelig fremgang i gruppens indtjeningsevne.

Hertil kommer kraftigt stigende verdensmarkedspriser på råvarer, samt opkøbet af Uniscrap, begge faktorer som bidrager til den eksplosive fremgang i omsætningen.

Mogens Bach Christensen tilføjer:

- H.J. Hansen Recycling er blevet revitaliseret. Der er en fantastisk holdånd fra top til bund i hele organisationen. Ledelse og bestyrelse har et tæt og tillidsfuldt samarbejde, og vores strategiske retning og målsætninger er klart definerede for de kommende år. Vores overligger er sat højt, og vi sætter en ære i at nå målene.

I 2021/2022 forventer H.J. Hansen Recycling et overskud på cirka 50 millioner kroner.

H.J. Hansen Recycling A/S
mio. kr. 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 2.411,9 1.328,8
Resultat af primær drift 79,0 14,8
Resultat før skat 73,7 24,2
Årets resultat 60,1 18,9
Balancesum 486,1 328,4
Egenkapital 114,3 54,9
Antal ansatte 198 177
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. september 2021