Situationen var presset i Varde Kommune, da Claus Fjeldgaard, direktør for Social og Sundhed, den 17. december bad kommunens borgere om at melde sig til at bemande kommunens nødberedskab på plejehjem og i hjemmehjælpen.
- Situationen er virkelig spidset til de sidste to uger, det er gået stærkt med den nye omikronvariant. For 14 dage siden troede vi, at vi lige kunne klare os igennem jul og nytår med vores eget nødberedskab. Men i Varde har vi haft cirka 50 borgere om dagen, som er smittet med omikron og det presser jo hele vejen rundt. Vores personale i hjemmeplejen bliver syge eller sendt i isolation, fordi de er nærkontakter, sagde Claus Fjeldgaard til Kommunefokus.