23948sdkhjf

Caldan Conveyor får ny direktør

Den østjyske producent af conveyoranlæg har skiftet ud på direktørposten. Det oplyser Caldan Conveyor på sin hjemmeside.

Claus Nørgaard er ny administrerende direktør. Han overtager posten efter Jens Calundan. Han har ledet virksomheden sammen med broderen Niels Calundan siden 1994. De to brødre solgte i 2020 aktiemajoriteten i selskabet til svenske Axel Johnson International, men har stadig hver en mindre aktiepost. Fremover indtræder de i nye roller som salgsdirektører.

Claus Nørgaard kom til Caldan Conveyor i 2018 som chief operating officer, COO. Han kom dengang fra en stilling som fabrikschef hos Skovby Møbelfabrik.

- Jeg ser frem til at samarbejde med mit stærke lederteam og medarbejderne om at tage Caldan til næste niveau i vores planer og vækststrategi. Det vigtigste for mig er, at organisationen kan navigere i fremtiden, bevare sin agilitet, resultater og at være en attraktiv arbejdsplads for fremtidige generationer, siger Claus Nørgaard.

Niels og Jens Calundan får som nævnt titel af salgsdirektører, og forbliver en del af direktionen. Det bliver deres opgave at forme virksomhedens overordnede salgsstrategi.

- At tage dette nye skridt giver os en unik mulighed for at dedikere os til vores primære passion omkring salg, kundekontakt og produktinnovation, siger Niels Calundan.