23948sdkhjf

Aarhus erstatter problemramt byggesagsarkiv

Byggemænd, borgere og det øvrige erhvervsliv i Aarhus Kommune kan igen finde byggesager online. Kommunens nye digitale byggesagsarkiv er nu online. I hvert fald første del, lyder det i en pressemeddelelse. 

Nu er det muligt at tilgå de afsluttede byggesager, der er fra 2013 eller tidligere. Senere i februar bliver det muligt at tilgå de resterende afsluttede byggesager frem til og med 2021. 

Det nye digitale byggesagsarkiv hedder ”FilArkiv” og bruges i forvejen af 39 danske kommuner. 

– Det har været vigtigt for os at finde et kendt og velafprøvet system, så vi kan levere en hurtig og direkte service til borgere og erhvervslivet i byggesager. Det har samtidig været vigtigt for os, at det nye system imødekommer vores krav til datasikkerheden, siger Henrik Seiding, direktør i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen. 

Stort datalæk lukkede byggesagsarkiv

Aarhus Kommune lukkede sit offentlige byggesagsarkiv, MinEjendom,  den 14. september sidste år, efter et stort brud på persondatasikkerheden blev opdaget.  

Mindst 4.543 CPR-numre var tilgængelige på det offentlige byggesagsarkiv, har kommunen siden oplyst.

Dengang lød det også, at Teknik og Miljø var i gang med at indkøbe et helt nyt system, der ”kan håndtere offentlighedens adgang til byggesager på en betrykkende måde”. Forventningen lød, at dette nye system skulle kunne sættes i drift 1. januar 2022. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078