Selv om nettoomsætningen steg med næsten 150 millioner kroner, kom fiskekoncernen Seafood Danmark ud af 2021 med et resultat, der dykkede godt 15 millioner kroner efter skat i forhold til året før - fra 60,1 til 44,9 millioner.
Det viser det sjette regnskab fra Seafood Danmark, der blev skabt i i 2016 som en fusion mellem Brdr. Schlie's Fiskeeksport i Hirtshals og Scanfish Danmark i Hanstholm.
2021-omsætningen endte på 1,3 milliarder kroner.
Ledelsen med direktør Morten Nielsen i spidsen konstaterer i regnskabet, at resultatnedgangen især skyldes en ugunstig prisudvikling på råvarer og
hjælpematerialer i forhold til indgåede leveringsaftaler, ligesom dele af koncernens væsentligste markeder har været mærket af covid-19-restriktioner.
Koncernen omfatter en række fiskeselskaber, deriblandt Brdr. Schlie's Fiskeeksport, P. Taabbel & Co., Nigra Fiskeeksport og Thorfisk. I løbet af 2021 kom også 100 procent af aktierne i den københavnske fiskevirksomhed Johnsen Fisk Engros med under hatten.
Langt den største ejerandel hos Seafood Danmark ligger hos den norske fiskekoncern Lerøy Seafood Group, mens direktør Morten Nielsen ifølge cvr-registeret ejer 10-15 procent. Det er ikke lykkedes at få en regnskabskommentar fra direktøren.