23948sdkhjf

Entreprenør har ”uden sammenligning den største anlægskontrakt i firmaets historie”

Anlægs- og nedrivningsentreprenøren Tscherning sætter nu for alvor gang i arbejdet med Københavns nye bydel, Fælledby. 

I forlængelse af Ørestad på Amager opføres over de kommende år den nye bydel. På 18,1 hektar land skal der opføres 219.000 etagemeter blandede boliger og kommunale institutioner som skole og daginstitutioner samt nye, grønne områder. 

– Vi er med under hele processen og leverer stort set alt ud over selve bygningerne. Den eneste begrænsende faktor for os nu er faktisk man power. Der er rift om de dygtige folk for tiden, og vi arbejder allerede på at udvide arbejdsstyrken med de bedste kompetencer, fortæller produktionsdirektør i Tscherning, Rune Holm Madsen, der har det overordnede ansvar for totalentreprisen, i en pressemeddelelse. 

Den største anlægskontrakt i firmaets historie

Arbejdet med at byggemodne det store område begyndte allerede i foråret 2021, da Tscherning gik i gang med nedbrydning og demontering af det tidligere vandrehjem, som lå på grunden.

Projektet måtte dog pauses i efteråret 2021, mens myndighederne behandlede en klagesag, som senere blev afvist. Der er nu givet grønt lys til, at projektet kan genoptages, og demonteringen er i fuld gang, således at materialerne kan genbruges andre steder. 

– Vi har igennem årene stået for nogle ganske omfangsrige byggemodningsprojekter, blandt andet på Papirøen i København, MG Park logistikcentre i Malmø og Fredericia samt Det Grønne Strøg i Køge Nord. Men Fælledby er uden sammenligning den største anlægskontrakt i firmaets historie, siger Rune Holm Madsen. 

– Vi startede allerede de indledende øvelser sidste år, og når vi sætter i gang igen, kommer vi til at have fuld damp under kedlerne. Det første år med den grovere byggemodning, og derefter løbende med terrænarbejde i hele området, mens selve byggeriet pågår, tilføjer han.

Fra byggegrund til bydel 

Processen med at forvandle en byggegrund til en helt ny bydel kan opdeles i tre faser: 

Byggegrunden ligger oven på et tidligere affaldsdepot og kræver derfor særlig forberedelse, inden den traditionelle byggemodning går i gang. Under det, der skal blive til den nye bydel, ligger der nemlig et sted mellem to og seks meter affaldsdeponi, og derover ligger en meter ren jord. Denne jord bliver suppleret med yderligere en-to meter ren jord fra omkringliggende byggepladser. For at sikre stabiliteten af området skal der fortages en forkomprimering, hvor store maskiner ved hjælp af et 17 tons tungt lod stamper underlaget så tæt, at det bliver sikkert at udføre veje, belægninger og forsyninger. Alle byggerier på projektet vil blive pælefunderet. 

Herefter fortsætter Tscherning med at klargøre området med udgravninger til bygninger, veje, afvanding og alle de fornødne forsyningslinjer som vand, el, kloak, varme, fiber med mere. 

Når det næste hold entreprenører derefter er klar til at opføre mere end 2000 boliger, fortsætter Tscherning med at omdanne området omkring bygningerne til attraktive grønne områder, samt forsyne dem med yderligere infrastruktur som stier, cykelparkering og byrumsinventar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156