23948sdkhjf

Mette F.: Danmark skal være uafhængig af russisk gas

- Danmark skal være uafhængig af russisk gas.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) søndag på et pressemøde om et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik.

Regeringen er sammen med Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og SF nået til enighed om en aftale, der skal styrke Danmarks forsvar.

- Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Beslutningen er truffet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine for halvanden uge siden.

Invasionen er blevet mødt med fordømmelse fra store dele af verden og har fået europæiske lande - herunder Danmark - til at tage deres energipolitik og afhængighed af russisk gas op til revision.

Mette Frederiksen sætter dog ingen tidsfrist for, hvornår Danmark skal stoppe med at importere gas fra Rusland.

- Det skal ske så hurtigt som muligt, siger hun.

Hun understreger samtidig, at Danmark vil arbejde for at indføre sanktioner mod Rusland - herunder stop for gasimport - i fællesskab med EU.

- Vi er enige i EU om at gå sammen om sanktionerne, og det vil jeg kraftigt anbefale, at vi bliver ved med at gøre, siger statsministeren.

Flere partier har presset på for, at Danmark stopper med at importere gas fra Rusland. Energiselskabet Ørsted har aktuelt en kontrakt med det russiske selskab Gazprom om køb af gas frem til 2030.

Mette Frederiksen fortæller ikke, om den kontrakt skal annulleres.

Foruden på sigt at gøre sig uafhængig af russisk gas skal Danmark øge sit forsvarsbudget til to procent af bruttonationalproduktet.

Derudover ønsker partierne at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold i EU. Derfor skal vælgerne stemme om forbeholdet 1. juni.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094