23948sdkhjf

Søfartsmuseum på udtjent færge kan blive milliondyr fornøjelse

Slagelse Kommune vil omdanne den tidligere Storebæltsfærge ‘M/F Broen’ til kulturfærge og færgemuseum, men skibsingeniør advarer om millionudgifter.

For 17 mio. kroner har Slagelse Kommune købt den tidligere Storebæltsfærge ‘M/F Broen’ og fået den bugseret fra Grenaa til Halsskov, hvor den i dag befinder sig i et sandopfyldt leje. 

Læs også: 'Broen's sidste afgang

Kommunens planer med færgen er, at den skal anvendes som museum for Storebæltsoverfarten, Storebæltsbroen, som ligger lige ved siden af og kunne fungere som kulturhus med mulighed for arrangementer. Forleden var medlemmer af kommunalbestyrelsen så på besøg på færgen for første gang, hvilket fik Jørgen Grüner (SF) til at udbryde til TV2 Øst

- Der er meget rust. Det er i en frygtelig stand. Det kan enhver se.

Læs også: Pris for udtjente M/F Broen stiger med 3,5 mio. kr

Skulle fremstå pænt

Allerede mens skibet lå i havn i Grenaa var Slagelse Kommune forbi og konstaterede, at færgen var i en pauver tilstand. Kommunen besluttede derfor, at færgen skulle males for godt 400.000 kroner, inden den blev sejlet til Halsskov. 

Kommunen skriver i et notat, at det stod klart, at færgen: “så ret forsømt ud specielt udvendigt, og det vil ikke være en positiv oplevelse at få færgen hjem i den tilstand”, og videre om den nye bemaling: “således at færgen kunne komme ”hjem” i anstændig tilstand.”

Umiddelbart fremstår færgen også velmalet, men ser man ordentlig efter, er der tydelige spor af rust på skroget, som færgen står i dag.

Læs også: Den sidste storebæltsfærge ligger i Korsør, men det var en lang og sej kamp for at få den dertil

Monkey Shine

Rådgivende skibsingeniør, direktør i HOK Marineconsult samt maritim ekspert for Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Hans Otto Kristensen advarer da også om, at det kan blive meget dyrt for kommunen - først og fremmest at komme i bund med udbedringerne og dertil også at sikre en årlig vedligeholdelse.

- Skibet ser ud til at være i en forfærdelig stand. Malingen af skroget er det, vi kalder monkey shine, siger han og hentyder, at til tider shines et skib op i forbindelse med en præsentation eller et besøg, men at denne omgang maling ingen betydning har for skibets levedygtighed.

Fare for korrosion

Slagelse Kommune har haft et rådgivningsfirma til at hjælpe sig med projektet, og af rapporten fremgår det, at ”såfremt maling er intakt vurderes skroget minimum at have den ønskede levetid på 50 år i lejet” – et udsagn der kommer bag på Hans Otto Kristensen, der har mange års erfaring i skibsbygning, herunder også skibsvedligehold.

Hans Otto Kristensen peger desuden på, at de vejrudsatte dele af skibet som dækkene flere steder ser ud til at være stærkt nedslidte.

- Kalfatringen er væk, og der siver vand ned mellem dæksplankerne, og vand der ligger mellem stål og planker er starten på en gennemgribende korrosion, siger han. 

Intet originalt inventar

I forbindelse med købet blev hele skibet tømt for inventar, så der kun er meget lidt oprindeligt tilbage af den travle Storebæltsfærge. Der er således overhovedet ikke noget tilbage af de oprindelige møbler. Ifølge Hans Otto Kristensen har Dansk Færgehistorisk Selskab skaffet ca. 30 stole fra nogle tidligere DSB færger, men ifølge eksperten rækker det slet ikke til, at færgen kommer til at fremstå som et typisk eksempel på en tidligere DSB Storebæltsfærge.

- Det er trist at se, der mangler jo alt. Det bliver en kæmpeopgave at sætte bare det indre i stand, og alle installationer skal også etableres til kabys, diverse servicefaciliteter, toiletter osv. Jeg tror, vi taler om tre til seks mio kroner i vedligeholdelse om året, inden færgen er bare oppe på et nogenlunde acceptabelt niveau, vurderer Hans Otto Kristensen.

Sminket lig

Byrådsmedlemmet Jørgen Grüner fra SF tænker stadig, at det vil være en god idé med et kulturhus, men om det lige er ‘M/F Broen’, kan han da godt være i tvivl om.

- Men sådan noget her må jo ikke ske, at vi i et forsøg på at bakke op om et populært projekt, bare siger ja til sådant et sminket lig, som det her tilsyneladende er, fortæller Jørgen Grüner til TV2 Øst

Elever kan hjælpe

Tv-stationen har også forelagt kritikken for tidligere borgmester John Dyrby Paulsen (S), der ikke er så bekymret for skibets tilstand og udsigten til milliondyr vedligeholdelse.

- I en kommune af Slagelses størrelse skal vi kunne løfte sådan en opgave. Og vi får masser af omtale på grund af færgen. Tour de France kommer til byen til sommer, hvor færgen bliver et kendetegn, et vartegn. Og det vil den fortsætte med at blive i hvert fald 50 år endnu, siger han til TV2 Øst. 

Den tidligere borgmester peger desuden på, at renoveringen kan få hjælp fra frivillige organisationer og også involvere elever på det lokale FGU, så det ikke behøver at blive så dyrt, uddyber han.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125