23948sdkhjf

Forud for stort udbud: Femern efterlyser viden om jernbane

Femern A/S skal til næste år udbyde den store opgave med at etablere Femern Bælt-tunnelens spor- og kørestrømsanlæg til de elektriske tog.

For at sikre det bedst mulige udbud og optimere teknikken inviterer planlægningsselskabet nu på forhånd potentielle bydere til at bidrage med nyeste viden på området, inden den store opgave sendes i udbud til næste år. Det skriver Femerne A/S i en pressemeddelelse.

– Femern Bælt-tunnelen og dens jernbane er et unikt projekt, som kræver helt særlige løsninger. Der er en spændende udvikling i gang til sikring af klimavenlige og energieffektive løsninger, som vi er meget opmærksomme på. Derfor ønsker vi at invitere potentielle bydere til at bidrage til vores viden og dermed sikre, at det endelige udbud er stærkest muligt, siger Jens Ole Kaslund, der er teknisk direktør i Femern A/S, i pressemeddelelsen.

Udbud offentliggøres om et år

Det kommende udbud, TTC-udbuddet (Tunnel Track and Catenary), omfatter i alt 25 km to-sporet jernbane bygget til 200 km/t samt køreledning, hvoraf 18 km ligger i selve tunnelen og samlet set 7 km ligger uden for tunnelen på dansk og tysk side.

– Der er tale om en betydelig strækning med flere specielle vilkår, hvor især pladsen i tunnelen og vores miljøkrav spiller væsentlige roller. Vi håber, at flere af markedets spillere vil finde udfordringen og opgaven interessant og byde ind med deres knowhow, siger Jens Ole Kaslund. 

Femern A/S forventer at gennemføre drøftelserne med interesserede parter i 2022.

Selve udbuddet ventes at blive offentliggjort senest i foråret 2023 med en endelig vinder af TTC-kontrakten i foråret 2025.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079